Hvis du som lejer er trængt på økonomien, og derfor ikke kan betale husleje, er der håb forude. I det tilfælde kan du i særlige tilfælde få henstand med huslejebetalingen - men kun på den korte bane.
Den værst tænkelige situation er, at vi kommer til at se familier med børn på gaden, og det er jo næsten ikke til at bære
Har du derimod et permanent økonomisk problem, kan boligselskaberne ikke hjælpe dig. Sådan lyder beskeden samstemmende fra KAB i København, Baldersbo i Ballerup og Boligselskabet Sjælland i Roskilde.
Det skriver P4 København.
- Den værst tænkelige situation er, at vi kommer til at se familier med børn på gaden, og det er jo næsten ikke til at bære, siger dirketør i Baldersbo, Søren B. Christiansen, til P4 København.
Boligselskaber: Tjek dine forhold
Hos Københavns Almene Boligselskab, KAB, opfordres lejere, der modtager kontanthjælp, til at undersøge, om de mister boligstøtte. Direktøren Jens Elmelund undrer sig dog over de forsvindende få reaktioner, som selskabet indtil videre har fået.
- Det fortæller mig, at der måske er en del kontanthjælpsmodtagere, som det måske ikke helt er gået op for endnu, hvilken situation, de sidder i, siger Jens Elmelund til P4 København.
Min søn kommer til at være hos sin far permanent, og jeg må prøve at bo hos venner og leve på en sofa
Rikke Valsø fra Herlev er kontanthjælpsmodtager. Hun ved allerede nu, at hun bliver sat ud af sin lejlighed pr. 1. december, da hun som følge af kontanthjælpsloftet bliver beskåret med 4000 kroner om måneden i boligstøtte.
- Min søn kommer til at være hos sin far permanent, og jeg må prøve at bo hos venner og leve på en sofa, fortæller Rikke Valsø.
Mange mister boligstøtte
Boligselskabernes egne tal viser, at 61 lejere mister mindst 1000 kroner om måneden i boligstøtte i Baldersbo i Ballerup. Heraf er over 90 procent kvinder.
I Boligselskabet Sjælland mister 319 lejere 1000 kroner eller mere hver måned, hvilket er mere en 50 procent flere end ventet.
Hver måned får KAB udbetalt omkring 13 millioner kroner i boligstøtte fra Udbetaling Danmark på vegne af deres lejere. Når kontanthjælpsreformen rammer, falder det beløb til 11 millioner kroner, skriver P4 København.