Bizart: Forslag om åbenhed i Byråd på lukket dagsorden

I Fredensborg Kommune skulle byrådet debattere fortrolighed og åbenhed. Men debatten sker for lukkede døre - og det vækker undren.

I Fredensborg Kommune har tanker om åbenhed og fortrolighed raseret, efter kommunen var udsat for et læk af oplysninger fra et lukket møde til Frederiksborg Amts Avis.

Forrest i debatten står borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), der efter lækket til pressen varslede, at byrådsmedlemmernes brug af elektroniske dagsordener og byråds-emails skulle granskes i en undersøgelse.

- De sidste par år har vi desværre oplevet, at der er blevet lækket oplysninger fra de lukkede møder. Det er byrådet blevet trætte af, sagde borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen, til TV 2 Lorry den 2. februar og fortsatte:

- Derfor har jeg, på baggrund af en henvendelse fra et byrådsmedlem, sagt at vi nu prøver at gennemgå loggen og så se, om der er noget mistænkeligt.

Den idé blev dog skudt til hjørne af flere jurister, som kaldte undersøgelsen ulovlig.

- Det er jo med henblik på en straffesag. Så er det politiet, der skal efterforske, og så kan en offentlig myndighed ikke selv undersøge sagen, fortalte Sten Bønsing, der er lektor på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet. 

Debat om åbenhed er på lukket dagsorden

I Venstres byrådsgruppe er der blevet stillet forslag om, at Byrådet skal diskutere, hvorvidt flere politiske sager skal tages op på åbne dagsordener - og derfor i offentlighedens lys.

Problemet er blot, at det stillede forslag om debat om åbenhed og fortrolighed er mørklagt.

Det fremgår af dagsordenen til det kommende Økonomiudvalgs-møde, at en drøftelse af "Fortrolighed ved Byrådets arbejde" er sat på udvalgets lukkede dagsorden.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis mandag.

quote  Jeg kan godt se, at Venstre har en pointe her, og for min skyld kan vi altså sagtens gøre punkterne åbne

Thomas Lykke Pedersen (S), borgmester i Fredensborg Kommune

På den lukkede dagsorden skal Byrådet desuden diskutere et punkt om afholdelse af loppemarked på rådhusets parkeringsplads - et punkt der virker noget malplaceret på en lukket dagsorden, mener Venstres gruppeformand i Fredensborg. 

- Når man sætter noget på lukket dagsorden, så skal det jo dreje sig om "væsentlige økonomiske hensyn" eller stærkt personfølsomme oplysninger, og det har jeg altså meget svært ved at se, at det er tilfældet her, siger Lars Søndergaard til Frederiksborg Amts Avis.

Han har nu har sendt et brev til både borgmesteren og kommunaldirektøren for at få punkterne på den åbne dagsorden.

Overfor Frederiksborg Amts Avis ekender Thomas Lykke Pedersen søndag, at begge punkter uden problemer kan blive åbne.

- Jeg kan godt se, at Venstre har en pointe her, og for min skyld kan vi altså sagtens gøre punkterne åbne, siger han til avisen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik