Kommune gav ikke Bent besked om dødsfald: Hvor er min far begravet?

55-årig Bent Petersen fik ikke besked om sin fars død. Nu vil han gerne vide, hvor han er lagt til hvile. Foto: Privatfoto fra Facebook

To brødre blev ikke kontaktet af kommune, da faren døde. En måned efter ved de stadig ikke, hvor han ligger begravet.

Da en mandlig beboer fra Irlandsvej Plejecenter i Tårnby døde den 26. marts valgte kommunen af efterleve den afdødes ønske om ikke at tage kontakt til de efterladte.

Derfor blev mandens to sønner ikke informeret om farens død – og de to brødre blev først gjort opmærksom på den triste nyhed, da farens veninde kontaktede dem og fortalte, at deres far var blevet begravet fire dage efter sin død.

Det skriver Ekstra Bladet.

Læs også Jonas blev fundet død: Få timer efter blev han hånet på nettet

Faren døde efter kort tids sygdom og nåede blot at opholde sig fire dage på Irlandsvej Plejecenter.

Kommune: Faren var ikke uklar

Forvaltningschef for Arbejdsmarkeds- og sundhedsforvaltningen i Tårnby Kommune, Kim Madsen, forklarer til avisen, hvorfor kommunen valgte at respektere ønsket om ikke af kontakte nærmeste familie.

- Faderen var efter egen læges oplysninger fuldstændig klar i forhold til sin situation. Han var ikke uklar omkring sin situation. Helt til det sidste er han ikke konfus, så han ved godt, hvad han gør, siger forvaltningschefen,

Kim Madsen oplyser, at man har taget kontakt til den afdødes ekskone, så hun kunne formidle nyheden om farens død videre til sønnerne, men hun kunne ikke hjælpe med at skabe kontakt til dem. Ekskonen har også fortalt kommunen, at faren og de to sønner ikke har haft kontakt i 20 år.

Men den udlægning har Bent Petersen svært ved at forstå.

Havde kontakt for et halvt år siden

- Det er jeg meget uforstående overfor. Jeg havde kontakt med ham for et halvt år siden, og vi har også skrevet mails til hinanden, siger han til Ekstra Bladet.

Bent Petersen forstår heller ikke, at man fra kommunens side har valgt at respektere farens ønske.

- Nej, det kan jeg ikke forstå. Vi har haft kontakt, og han har boet på plejehjemmet i fire dage. Jeg kan ikke forestille mig, at det er nogle særligt dybdegående samtaler, de har kunnet nå at have med ham, siger Bent.

Læs også Familie til dræbt svensker: Vi har ikke haft tid til at sørge

Bent Petersen og hans bror har efterfølgende kontaktet Tårnby Kommune for at få oplyst, hvor deres far ligger begravet, så de kan besøge gravstedet, men brødrene har endnu ikke modtaget svar fra kommunen.

- Jeg synes, det er uartigt, at de ikke vender tilbage, så vi kan finde ud af, hvor han ligger henne. Nu er det over en uge siden, vi har skrevet, og vi har ikke engang modtaget noget på, om de har modtaget vores klage. Det er jo ikke et eller andet dumt træ, som skal fældes. Det er ægte følelser, siger Bent Petersen til Ekstra Bladet.

"Fratager os retten til at sørge"

- De fratager os retten til at sørge over vores fars død. Vi vil gerne have det afsluttet. Nu står vi så tilbage med dødsboet og skal tømme hans lejlighed. Det bliver sgu nok svært at komme op i den, siger 55-årige Bent Petersen, der i et brev fra skifteretten er blevet valgt som kontaktperson i forbindelse med boet.

Hos Tårnby Kommune mener man dog ikke, at der er tale om lang behandlingstid.

- Jeg synes ikke, der er gået lang tid. Vi plejer at svare inden for 10 arbejdsdage, og der har været påske ind imellem, så det er derfor, han ikke har fået et svar. Det er ikke en langsommelig sagsbehandling, siger Kim Madsen.

Anstrengt forhold

Forholdet mellem far og sønner var ifølge Bent Petersen meget anstrengt. Faren havde givet drengen en hård opdragelse, og da de som voksne konfronterede ham med det, havde han ikke set noget galt i det. 

På trods af den hårde opvækst og den fortsatte hårde stil, ville Bent Petersen stadig gerne forsones med sin far, før det blev for sent.

- Det er svært ikke at have kunnet sige farvel. Det er ikke blevet afsluttet rigtigt. Og jeg spekulerer også meget over, hvor han ligger henne, siger Bent Petersen.