Bekymrede bådejere om havnetunnel: Svanemøllen vil forsvinde

03:51

Nordeuropas største lystbådehavn i Svanemøllen risikerer at lukke i fem år, mens den nye Nordhavnstunnel bliver bygget.

Der er mange, der glæder sig til den kommende Nordhavnstunnel i København, men ved Svanemøllens lystbådehavn kan glæden ligge i en meget lille båd.

Når den nye tunnel skal bygges, risikerer Nordeuropas største lystbådehavn nemlig at lukke midlertidigt. 

Det står skrevet i en redegørelse for byggeriets miljømæssige konsekvenser. 

- Nogle af de løsninger, som står skrevet, vil ødelægge os, siger formanden for Københavns Amatør-sejlklub Jon Bundesen til TV 2 Lorry. 

- Den (Nordhavnstunnelen, red.) kommer til at pløje hele vejen igennem Svanemølle Havn, som er Nordeuropas størst lystbådehavn med cirka 6000 medlemmer, fortæller han. 

Læs også Nordhavnstunnelen bliver 100 millioner dyrere

I redegørelsen er der præsenteret to forskellige løsninger for byggeriet, som politikerne på Københavns Rådhus skal vælge mellem. 

Den ene løsning åbner muligheden for, at havnen kan være delvist åben, mens den anden og hurtigere løsning spærrer helt for havneåbningen i de fem år, det tager at lave tunnelen. 

Bådejerne i havnen er bekymrede for, at det bliver løsning nummer to. 

-  Hvis politikerne ikke tilgodeser havnemiljøet ved Svanemølle Havn, så vil klublivet herude forsvinde på kort tid. Så vil havnen lukke totalt ned, fortæller bådejeren Lars til TV 2 Lorry.

Læs også Glemt alt om indre by: Her er Københavns dyreste kvarter

Hele miljøet omkring Svanemøllen havn bygger nemlig på frivillig arbejdskraft, og dén vil forsvinde, hvis havnen lukker ned i fem år. 

- Uden de frivillige vil vi miste det økonomiske grundlag for at eksistere. Samtidig vil en tvungen flytning også betyde færre medlemmer. Det vil betyde en langsom død for det maritime liv her i Svanemølle Havn, siger Mads Roden, formand for Sejlklubben Sundet, til TV 2 Lorry. 

Fakta om havnen

Svanemøllehavnen blev indviet i 1938.

Den udgør sammen med Kalkbrænderihavn Nordeuropas største havneanlæg for lystbåde med i alt 1420 bådpladser.

Svanemøllehavnen er hjemsted for tre sejlklubber og fire roklubber, hvoraf flere er blandt Nordens ældste.
Der er også søspejdere, sejlerskoler og en vinterbaderklub

Københavns Borgerepræsentation skal indenfor det næste år beslutte, hvilken løsning der skal benyttes, når anlægsarbejdet i Svanemølle Havn påbegyndes i 2020.

Og indtil da må de bekymrede bådejere sejle i uvished. 

- Vi har ikke endeligt taget en politisk beslutning, om hvilken løsning vi vælger. Der mangler stadigvæk nogle høringssvar. Men vi er meget indstillet på at finde en løsning, som tilgodeser brugerne i havnen. Vi garanterer ikke noget, men vi vil forsøge at finde en løsning, som giver så få gener som overhovedet muligt, siger Socialdemokraternes Jaboc Hougaard, medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Lorry.