Lokale er dødtrætte af talentløse gademusikanter: De skal forbydes

Beboere og erhvervsdrivende i Indre København oplever flere og flere gener fra gademusikanter. Det er gået over gevind, mener formand for lokaludvalg.

Gademusikanter med tvivlsomt, musikalsk talent har i årevis skurret i ørerne på beboere og erhvervsdrivende i indre København.

I takt med at flere og flere turister strømmer til København, har generne fra gademusikanterne dog vokset sig større og større, fortæller formanden for Indre By Lokaludvalg, Bent Lohmann, til TV 2 Lorry. 

quote Man kan jo ikke undgå at høre, når der står nogen nede på gaden og piber de samme to-tre melodier i en fløjte igen og igen. Det går lige igennem vinduerne

Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg

Lokaludvalget havde for ganske nylig temaet om gademusikanter oppe at vende på et udvalgsmøde, og det kom der på ingen sød musik ud af.

- Det er gået over gevind. Vi får flere og flere henvendelser fra beboere og erhvervsdrivende, som er generet af gademusikanter. Mange af dem har jo nærmest også et helt symfoniorkester med, når de spiller, siger Bent Lohmann.

Han mener dog ikke symfoniorkester i bogstaveligt forstand. Tværtimod refererer han til, at den tekniske udvikling har gjort, at mange gademusikanter i dag medbringer transportable højtalere og forstærkere, og lydgenerne derfor er væsentlig højere end for eksempelvis bare fem år siden. 

 

Dertil kommer, at mange af gademusikerne garnerer deres optrædener med playback-musik fra deres smartphones, forklarer Bent Lohmann.  

- Man kan jo ikke undgå at høre, når der står nogen nede på gaden og piber de samme to-tre melodier i en fløjte igen og igen. Det går lige igennem vinduerne, siger han.

Efterlyser strammere regler og forbud

Bent Lohmann påpeger, at generne er blevet særligt store i sidegaderne til Strøget. Eksempelvis på strækningen fra Amagertorv og helt op til Nørreport Station. Her er Københavns Kommunes retningslinjer for gadeoptræden nemlig ikke nær så restriktive som på selve Strøget.

quote Indtil, man finder en fornuftig løsning med nogle klare regler, som tilgodeser beboerne og de erhvervsdrivende, mener vi, det skal være forbudt at spille

Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg

Gademusikanter kan således stille sig op og spille i et meget længere tidsrum i sidegaderne, og det har mange af dem for alvor forstået at udnytte, forklarer Bent Lohmann. Han synes dog, det tenderer "en tiggerlignende form for adfærd."

- Før i tiden var det nogle andre typer gademusikanter. De flyttede sig hele tiden, og havde et andet tilhørsforhold til Danmark, end dem vi ser i dag. Flertallet af dem er rene amatører og tænker kun på den korte bane, hvordan de her og nu kan få nogle penge i hatten, siger Bent Lohmann.

- Det var jo ikke ligesom dengang, hvor Kim Sjøgren, som i mange år var førsteviolinist i Det Kongelige Kapel, ind imellem gik ned på Strøget og smed sin hat på flisen og stod og spillede. Det var folk ellevilde med. I dag er kvaliteten noget helt andet, og gademusikanternes nærmeste kunder er turisterne og ikke københavnerne. De melder fra på det, og dermed kommer de (gademusikanterne, red.) også til at skyde sig selv i foden, siger Bent Lohmann.

Arkivfoto af en kroatisk fest på Kultorvet.
Arkivfoto af en kroatisk fest på Kultorvet.
Foto: Mads Nissen - Ritzau Scanpix

Som reaktion på de mange negative henvendelser fra de lokale i Indre By har Lokaludvalget rettet henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og bedt dem revidere deres retningslinjer for gademusik i Middelalderbyen. Sidst reglerne blev revideret var således tilbage i 2015.

- Man kan i det mindste sørge for, at regelsættene er ens for Strøget og sidegaderne. En anden løsning kunne også være, at de ikke må spille det samme sted i mere end en time. Men indtil, man finder en fornuftig løsning med nogle klare regler, som tilgodeser beboerne og de erhvervsdrivende, mener vi, det skal være forbudt at spille, siger Bent Lohmann.

Ikke høj nok prioritet

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser i et skriftligt svar til lokaludvalget, at de ikke bakker op om et forbud mod gadeoptræden i strøggaderne, da det er kommunens politik, at der skal være et levende byliv i København.

Forvaltningen er dog opmærksom på ”uhensigtsmæssigheder” og udfordringer” fra gademusikanter, og de har derfor også til hensigt at revidere retningslinjerne, så de bliver mere tidssvarende. Blandt andet i forhold til, hvilke tidsrum på døgnet gademusikerne må optræde.

Meget tyder dog på, at Bent Lohmann og resten af beboerne i Indre By må se at anskaffe sig nogle ørepropper indtil da.

En gennemgang af retningslinjerne skal nemlig foregå i samarbejde med politiet, og derfor har det heller ikke nogen høj prioritet i Teknik- og Miljøforvaltningen, fremgår det af svaret. Forvaltningen begrunder det med, at det er deres erfaring er, ”at en stramning af retningslinjer ikke har den fornødne effekt, såfremt politiet ikke ønsker at afsætte ressourcer til det.”

Svaret kommer ikke bag på formanden for lokaludvalget.

- Det er jo et generelt problem, at politiet ikke har ressourcer til at håndhæve ordensbekendtgørelsen. Du vil nok ikke få dem til at sige, at de ikke kan løse opgaven. Men faktum er, at det gør de ikke, siger Bent Lohmann.

TV 2 Lorry arbejder på at indhente en kommentar fra Københavns Politi.  

Der vil nok være nogen, der mener, at I bare er sure og vrisne, og at gademusik er en del af det at bo i en storby. Hvad siger du til det?

- Mange af dem, der siger sådan, bor ikke i Middelalderbyen. De kommer på besøg i ny og næ for at gå en tur eller shoppe. Dem, der bor der skal høre på det time ud og time ind. Det er ikke okay, siger Bent Lohmann.

Som en tilføjelse til svaret fra Teknik- og Miljøforvaltningen, oplyser Teknik- og Miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten, at hun "også er enig i, at retningslinjerne skal revideres, når det er muligt. Og at det selvfølgelig giver mening, at der gælder de samme regler for Strøget som Købermagergade”.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik