Beboere: Boligforening gambler med vores børns liv

Beboere i flere hundrede lejligheder i Egedalsvænge i Kokkedal, mener sygdomme skyldes nyt ventilationssystem.

Man bliver syg af at bo i Egedalsvænge i Kokkedal. Det mener beboerne, som de seneste to år har oplevet lige pludselig at få sygdomme som astma og smerter i brystet.

Det er bare et par eksempler ud af de mange, som beboerne kan berette om.

- Min datter har rigtig meget hovedpine og ondt i maven. Min søn får lige pludselig næseblod om natten, fortæller Stine Vilhelmsen til TV 2 Lorry.

I starten troede de kun, det var dem selv, der led af de uforklarlige symptomer. Men efterhånden fandt de ud af, at flere hundrede andre beboere i bebyggelsens omkring 600 lejligheder havde det på samme måde.  

quote Min søn får lige pludselig næseblod om natten.

Stine Vilhelmsen, Beboer Egedalsvænge

Ifølge beboerne skyldes det skrantende helbred boligforeningens nye ventilationssystem, som er koblet på lejlighederne via de gamle affaldsskakte.

En beboer siger, der lugter som en gammel skraldespand.

- Der er kloaklugt, lyder det fra en anden beboer, Ismail Mestasi.

Det nye ventilationssystem blev sat op i forbindelse med en storstilet renovering af Egedalsvænge i 2014.

Renoveringen skulle have kostet 320 millioner kroner. Men den endte med at koste 500 millioner kroner. Og netop budgetoverskridelsen er i følge beboerne forklaringen på, hvorfor boligforeningen 3B har negligeret problemet:

-  De vil bare gerne have lukket sagen ned, fordi de har overskredet budgettet med 170 millioner kroner i forvejen, siger Ismail Mestasi. 

Bekymrede beboere i Egedalsvænge i Kokkedal.
Bekymrede beboere i Egedalsvænge i Kokkedal.
Foto: TV 2 Kosmopol

Gentagende gange har beboerne klaget til boligselskabet 3B.

Men først i sidste måned blev der lukket for ventilationen. På trods af, at en overlæge på Bispebjerg Hospital allerede i juni 2015 opfordrede til handling i et bekymringsbrev rettet mod boligforeningen. 

Det var efter, at der var fundet isoleringsmateriale i en række ventilationskanaler. 

Den administrerende direktør for det almennyttige boligselskab 3B, Morten Boje, siger, at man tager sagen meget alvorligt, men kan ikke svare på, om beboerne skal genhuses. 

- Det er op til myndighederne, siger han. 

Stine Vilhelmsen er ikke den eneste, der har et barn, som får næseblod. Det får Ismail Mestasis børn også.

- De har ikke nogle smerter eller fejler noget. De har bare blod ud over det hele, siger han til TV 2 Lorry.

-  Man føler lidt de gambler med vores og vores børns liv, siger Stine Vilhelmsen.

Teknologisk Institut arbejder lige nu på at kortlægge årsagen til de mange sygdomsudbrud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik