Bandidos-præsident og "hajen" fængsles for at smugle kilovis af hash og kokain

Foto: Scanpix

Hovedmændene fik rabat i forhold til byretten, da Østre Landsret mandag afsagde dom i narkosag.

For en ledende Bandidosrocker viste det sig at være en god idé at anke en dom i en omfattende narkosag til landsretten.

Men landsretten har lagt til grund, at når man deltager i organiseret narkohandel, så skal man idømmes ubetinget fængsel.

Senioranklager, Kristian Kirk

I Retten i Helsingør blev Allan Schack, der ifølge politiet er præsident i Bandidos, idømt 12 års fængsel, men Østre Landsret valgte at nedsætte straffen til fængsel i 10 år.

Også for en anden central figur i narkosagen, der er gået under kodenavnet "Hajen", kunne det betale sig at anke dommen. I byretten fik Marco Toro Runchel 11 års fængsel, men det nedsatte landsretten til fængsel i 10 år.

Læs også Bandidos-rockers grav i Græsted udsat for gravskænderi

Sagen har drejet sig om indsmugling af godt 600 kilo hash og omkring 3,5 kilo kokain.

I sagen har politiet foretaget beslaglæggelser i både Græsted og Helsinge i Nordsjælland, og der er foretaget både aflytning og skygning af de mistænkte. 

To mænd, Dan Lek Poulsen og Nicklas Kaysen Jonassen, fik hver otte års fængsel i Østre Landsret mod 10 års fængsel i Retten i Helsingør.

De to fungerede som såkaldte løbere. En "løber" er en form for praktisk gris. I denne sag har de to blandt andet stået for indsamling af penge, regnskaber samt opbevaring af narko.

Yderligere er fire mænd dømt i sagen. Aydin Asci og Martin Østrup Hansen fik hver to års fængsel, mens de to sidste fik hver et år og tre måneders fængsel. 

Læs også Tidligere Bandidos-rocker skylder 14 millioner til staten

Selv om flere af de dømte fik nedsat deres straf i landsretten, er senioranklager Kristian Kirk tilfreds med udfaldet.

- I byretten fik flere af de dømte en kombinationsdom, hvor en del af straffen blev gjort betinget, siger han.

- Men landsretten har lagt til grund, at når man deltager i organiseret narkohandel, så skal man idømmes ubetinget fængsel. 

Læs også Tiltalt i Mads-sag: Han sagde, at hans onkel var Bandidos