Anna holdt personlig tale ved festival: "Unge kæmper for at føle sig noget værd"

Fredag stod i det talte ords tegn, da Røst Festival startede sin to dages tale-marathon, hvor især unge fik mulighed for at tage ordet.

For tre år siden startede jeg som de fleste andre motiveret og forhåbningsfuld på min første uddannelse. Det gik ikke, måtte jeg erkende efter blot et par måneder.

Anna Ralkov Brøns er en af de mange unge talere, som har samlet mod til sig og meldt sig på en podie plads til dette års Røst Festival.

- Det er vigtigt for mig at være ærlig omkring, hvorfor jeg ikke længere studerer, siger Anna Ralkov Brøns.

Droppet ud af universitetet to gange

Den tale, som Anna Ralkov Brøns holder, tager udgangspunkt i hendes oplevelser med livet som studerende. Oplevelser, der har været præget af nederlag. To gange er hun startet på en universitetsuddannelse, men begge gange er hun endt med at droppe ud. 

Det skulle tage mig rigtig lang tid at acceptere, at det ikke betød, at jeg havde fejlet som individ. At det var den rigtige beslutning, jeg tog, da jeg vendte ryggen til universiteterne, til SU og mine omgivelsers anerkendende blikke.

- Selvom jeg gik på to uddannelser, der ikke var kendt for at være konkurrenceagtige, så var det stadig præget af en tanke om at kunne præstere både socialt og fagligt hele tiden.

Hverdagen på universitetet slog pusten ud af hende. Når hun ikke kunne mønstre lysten til at møde i skole, kostede det hende forelæsninger og projektopgaver. Et mønster, der blev en ond spiral ud af uddannelsen.

Røst Festivalens tale-marathon er netop en platform, hvor unge talere kan nå andre unge: Det er også med håbet om at kunne gøre en forskel, der får Anna Brøns op på podiet.

- Jeg håber, at de kan genkende sig selv lidt i min historie. Og så håber jeg, at de kan høre og se, at det ikke længere er et problem, man skal føle sig alene omkring. At det ikke er et problem, der er skabt af dem selv. Det er ikke dem, der har gjort noget forkert. 

Vi kan ikke komme udenom, at mange unge mennesker i dag, kæmper en kamp for at føle sig godt tilpas, for at føle sig rigtige og føle, at de er noget værd.

"Forløsning at åbne op"

Da Anna Ralkov Brøns trådte op på talerstolen, stod hun overfor en menneskemængde, hvoraf flere tillyttere var kammerater fra højskolen.

De kender ikke hendes historie og i dag blev altså første gang, hvor de fik forklaring til, at hun ikke længere er studerende. 

- Jeg er rigtig lettet og rørt. Der var mange, der sad dernede, der gav mig krammere bagefter, siger hun.

- Det er lidt nervepirrende, at der også er personer, som jeg ikke kender, der har hørt min tale, men det er også rart at vide, at der måske er andre derude, der sidder på en uddannelse og føler sig forkerte, og som måske efter at have hørt min tale kan tænke, at det ikke er dem, den er gal med. At de er rigtige i, og at deres stemme er vigtig, siger hun.

Det her kunne være en undergangshistorie. Hende den følsomme pige, der mistede pusten, inden hun overhovedet kom i gang. Men hvis jeg ikke havde valgt at reagere på mine følelser, der i den grad fortalte mig, at det gik for stærkt, at jeg ikke kunne følge med, så ville jeg ikke stå her i dag. Og så ville jeg ikke holde denne tale.

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik