Afslørende overvågning: Tiltalte viste islam-håndtegn til Omar

Overvågningsbilleder fra internetcaféen Powerplay på Nørrebro viser, at terroristen el-Hussein besøgte netcaféen igen efter angrebet mod synagogen.

Sort-hvide overvågningsbilleder fra internetcaféen Powerplay viser, at terroristen Omar Abdel Hamid el-Hussein vendte tilbage efter han havde angrebet synagogen på Krystalgade.

Under hans andet besøg klokken 01.46 mødtes el-Hussein med to af de fire terror-tiltalte, viser billederne. Ifølge Ekstra Bladet kan man på overvågningen se, at Omar el-Hussein stikker en pegefinger mod himlen, hvilket er blevet et kendt håndtegn blandt hellige krigere i islam.

- Det er et kendt tegn inden for islam, at man bruger pegefingeren på sin højre hånd, den rene hånd, til at signalere, at der kun er én Gud. Samtidig peger den i op i himlen, hvor Gud tænkes at residere. Derudover er det også et belæringstegn, som bruges af  sheikerne og de lærde, når der prædikes, siger professor i koranstudier fra Københavns Universitet, Thomas Hoffmann, til Ekstra Bladet og fortsætter:

- I dag har det fået en særlig renæssance med Islamisk Stat, som ofte anvender det i fotomæssig sammenhæng. Jeg skal ikke kunne sige, om Omar el-Hussein anvender det som et IS-tegn, men det er der måske noget, der tyder på.

Ifølge anklager i den spektakulære retsag, Sidsel Klixbüll, er tegnet et særligt tegn indenfor islam, mens forsvarer for den 26-årige Ibrahim Abbas som også ses lave tegnet på overvågningsvideoen, Michael Juul Eriksen, ikke anerkendte dokumentationen på tegnets brug fra PET og Københavns Universitet.

Foruden den løftede pegefinger, lavede el-Hussein et OK-tegn med pegefinger og tommel, ligesom han formede fingrene som en pistol, skriver Ekstra Bladet tirsdag.

- Hele det miljø, som el-Hussein kom fra, er ikke fremmed over for håndtegn. Blandt de hiphop- og gadehåndtegn, man kaster mod hinanden – pistolen og de krydsede fingre – falder det her tegn godt ind i måden, man kommunikerer på. Omar El-Hussein var ligesom en cross-over, som tog springet fra småforbryder til fuldbåren terrorist, siger Thomas Hoffmann til Ekstra Bladet.

Sagen fortsætter i Københavns Byret tirsdag klokken 09.30.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik