Ældre mand død efter styrt på isglat fortorv

Midt og Vestsjællands politi: Manglende snerydning kan være fatal

-Jamen det er jo ikke fordi, der er så meget politimæssigt i det. Men det er et eksempel på, at det kan gå så galt, så derfor vil vi gerne viderebringe advarslen.

Sådan lyder det fra pressetalsmand Carsten Andersen i Midt- og Vestsjællands Politi efter en tragisk ulykke i Kirke Såby i Lejre Kommune lørdag.

Her omkom en 72-årig mand, da han faldt på et isglat fortorv.

- Manden havde været på besøg hos en nabo. Og da han så skulle hjem igen, gled han på en del af fortovet, der ikke var ryddet. Ham, han havde besøgt, stod og så, at han faldt, fortæller Carsten Andersen.

Den 72-årige har formentlig slået hovedet i faldet, og  Carsten Andersen fortæller, at han døde på stedet.

Han tør endnu ikke sige noget om, hvorvidt  ulykken ender med en erstatningssag.

Men reglerne betyder, at husejere, er forpligtet til at rydde veje og fortorve ved deres huse. Hvis ikke det sker, kan de være erstatningspligtige i tilfælde af uheld.

Læs også QUIZ: Har du styr på dine pligter ved sne og frost?