75-årige Esther har haft salon i 48 år: Jeg tager et par år mere

02:27

- Jeg har altid været vant til at arbejde, siger Esther Gotfredsen, der klipper løs i Korsgade på Nørrebro.

Der er efterhånden langt mellem frisører, hvor kunderne kan blive permanentet og få sat håret som for 50 år siden, men det kan stadig lade sig gøre i ILA-Salonen i Korsgade på Indre Nørrebro.

Her klipper, permanenter og fønner Esther Gotfredsen – og det har hun gjort i salonen siden 1963. Syv  år senere overtog hun forretningen.

Mandag fylder hun 75 år, og så kunne man jo tro, det var på tide at gå på pension. Men ikke endnu.

- Jeg tager ikke fem år mere, for jeg skal da også have lidt ud af mit pensionistliv. Men jeg ved ikke. Jeg har det godt, så jeg kører nok lidt endnu, siger hun, da TV 2 Lorrys reporter kommer forbi til en studsning.

- Jeg har altid været vant til at arbejde

Da hun fyldte 70, sagde hun, at hun ville stoppe inden for få år. Og at hun i hvert fald ikke ville være i gang endnu, når hun fyldte 75 år.

- Men nu er jeg jo 75, siger hun, der bortset fra slid i ryggen er i fin fysisk form.

Energien har landmandsdatteren fra Frederikssund ”altid haft”, siger hun selv.

- Jeg er vokset op på en gård, så jeg har altid været vant til at arbejde. Jeg har det bedst, når jeg er i gang hele tiden, siger hun og afslører en del af ’opskriften’.

- Jeg er glad hver dag, jeg kommer på arbejde. Og jeg har altid fået at vide, at jeg er meget smilende og aldrig sur. Det er min natur at være sådan. Det er ikke noget, jeg tænker over, siger hun.

Den eneste frisør i gaden

75 års-fødselsdagen fejres med en reception, hvor både familie, venner og kunder er indbudt. For som Esther siger, kan man lige så godt tage dem alle med på én gang.

- Så er det overstået. Jeg gider ikke rigtig holde flere gilder. Ikke med så mange mennesker. Så skal det bare være med 10-12 stykker. Det kan jeg godt klare, siger hun, der har boet i Korsgade gennem 40 år. 

Da Esther Gotfredsen overtog ILA-Salonen, var der syv saloner i gaden.

I dag er der kun hendes.