3,5 kilo kokain gravet frem tæt på idrætscenter

ARKIVFOTO Foto: Scanpix

I et buskads på Frederiksberg er der fundet 3,5 kilo kokain. Tre mænd er anholdt i sagen. Hos den ene fandt man desuden 69 kilo hash.

En af hundene hos Københavns Politi fik noget at bruge snuden til, da 3,5 kilo kokain blev gravet frem nær et idrætscenter på Frederiksberg. Det skete mandag aften. Tirsdag foretog politiet anholdelser af tre mænd på 35, 40 og 42 år. 

- Vi ser den 35-årige gå i området og rode i nogle buske. Da han kommer ud, kører han og den 42-årige væk derfra i to biler.  Vi går derhen med en hund og kigger og finder så de 3,5 kilo kokain. Derefter sætter vi os på lur derude. 

Det fortæller Steffen Steffensen, der er politikommissær ved Københavns Politi, til TV 2 Lorry. 

Læs også Pædagog får 15 års fængsel for kokainværksted i Vanløse

Forud for anholdelserne havde politiet med hjælp fra specialgruppen Task Force Pusherstreet skygget den 35-årige og var også diskret fulgt med den 42-årige til Karlslunde, hvor han ifølge politiet afleverede 100 gram kokain til den tredje anholdte. Men kokainen er bare toppen af isbjerget, fortæller Steffen Steffensen. 

- Vi finder desuden 69 kilo hash i en bil, som den 35-årige har nøglerne til. 

Læs også Politi om ny narko-aktion: Den største fangst nogensinde

De tre mænd er indtil videre fængslet indtil den 30. november.