Delebilsordning trækker stikket i København

Delebilsordningen car2go har efter 14 måneder i København besluttet at trække sig ud af det danske marked, fordi de ikke har været i stand til at nå det forventede antal medlemmer.

Det er kun 14 måneder siden, at de små hvide og blå delebiler trillede på gaden i København, og nu er det altså slut. Car2go trækker sig ud af det danske marked.

Delebilsordningen, der i øjeblikket har 164 delebiler på gaden, lukker ned med virkning fra den 15. februar.

- Car2go har ikke nået den kritiske masse i efterspørgslen, som var nødvendig for at etablere en succesfuld, levedygtig og robust forretning i Danmark. Vi beklager de gener, som lukningen af ordningen i Danmark måtte få for vores medlemmer. Og vi vil gerne takke vores dedikerede medarbejdere og forretningspartnere for det arbejde, de har lagt i at opbygge car2go i København, siger Thomas Beermann, der er europæisk CEO i car2go i en pressemeddelelse.

Car2go lancerede sin delebilsordning i september 2014. Ordningen var drevet af idéen om, at en moderne delebilsordning kunne blive en væsentlig del af transportsystemet i København. Det har desværre vist sig svært for Car2go at få fodfæste blandt brugerne af de kollektive transportmidler, bus, tog og metro, samt blandt cyklisterne, som præger det københavnske transportmønster.

Nuværende medlemmer af car2go kan fortsætte med at bruge bilerne i København indtil den 15. februar 2016. Virksomheden henviser medlemmer til at konsultere car2go's danske hjemmeside og facebookside for yderligere informationer om nedlukningen af delebilsordningen i København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik