Fabrik politianmeldt: Sløser med farlig kemi

Kemifabrik i Køge politianmeldt. Kemikalier er endt i spildevandsafledningen.

Køge Kommune har sat den store lukke-prop på tappeanlægget hos Kemetyl og anmeldt kemifabrikken til politiet for overtrædelse af miljølovgivningen. Det skriver Dagbladet Køge.

Det sker blandt andet, fordi kemikalier er endt i spildevandsafledningen.

- Omgangen med kemikalier var lemfældig og forholdene var generelt så ringe, at det havde karakter af forsætlighed, og det kan altså virke som om, at virksomheden er ligeglad, siger miljøchef Bjarne Svendsen fra Køge Kommune til Dagbladet Køge.

Formanden for teknik- og miljøudvalget i kommunen, Mette Jorsø, Venstre, kalder sagen 'helt uacceptabel'.

- De billeder og tilbagemeldinger, som udvalget har fået fra forvaltningen, er virkelig grænseoverskridende. Det er ganske simpelt miljøsvineri, siger Mette Jorsø til Dagbladet Køge.

Kemetyls administrerende direktør, Kristin Marthinsen, skriver i en e-mail til Dagbladet Køge, at Kemetyl arbejder på en plan for ombygning af tappeanlægget, som skal sikre kemikaliehåndteringen yderligere.

- Kemetyl ser på sagen med stor alvor, skriver hun.

Midt- og Vestsjællands Politi forventer at rejse tiltale mod Kemetyl til januar.

Kemetyl-fabrikken er beliggende på Søndre Molevej 14 i Køge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik