Cykel-glæde skal få Touren til København

Chefen for Tour de France kommer torsdag til København for at besigtige forholdene i den cykelglade by.

Torsdag besøger chefen for cykelløbet Tour de France, Christian Prudhomme, København.

Franskmanden kommer på visit i den danske hovedstad, fordi Danmark forsøger at blive valgt som vært for Tour-starten i 2018. Og danskerne er klar til at imponere den magtfulde cykelchef.

- Vi vil gerne fortælle Christian Prudhomme om de gode erfaringer, vi har med at afholde store sportsbegivenheder. Ikke mindst i cykelsporten med enkeltstarten i København ved VM i 2011 og med landevejsløbet, der sluttede på Geels Bakke, siger Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen.

Han peger på, at det var et nybrud i VM-historien, at konkurrencerne blev afholdt inde i byen. Det skete eksempelvis med enkeltstarten, der blandt andet gik hen over Amalienborg Slotsplads, mens elitens linjeløb blev indledt på Rådhuspladsen.

- Dér slog vi igennem som en by, der turde gå nye veje for cykelsporten, siger Frank Jensen og fortsætter:

- Københavnerne er rigtig gode til at lave en fest ud af store sportsbegivenheder. Ved VM vurderede man, at der stod 250.000 mennesker alene på Geels Bakke, og der stod mange mennesker hele vejen rundt på ruten i København.

Hvis Tour de France kommer til Danmark, er det meningen, at første etape bliver en kort enkeltstart i indre København. Anden etape skal gå fra Roskilde til Odense, og tredje etape bliver en tur fra Vejle til Sønderborg.

Københavnernes glæde ved at bruge det tohjulede transportmiddel skal også bruges til at overbevise Christian Prudhomme om, at Danmark skal være Tour-vært.

- Christian Prudhomme er, som jeg har forstået det, meget optaget af, at cykling i Danmark ikke kun er en sport, som mange holder af. Cyklen er også et dagligt transportmiddel. Derfor vil vi overbevise ham om, at han skal bringe verdens største cykelløb til verdens bedste cykelby, siger Frank Jensen og fortsætter:

- København har lige overhalet Amsterdam på den rangering, der laves af byer på det felt. Jeg ved, han er optaget af, at halvdelen af københavnerne bruger cyklen som dagligt transportmiddel, så cykling er også stort på den måde, siger Frank Jensen.

Tour-chefen skal også mødes med erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), og efter det møde vil Christian Prudhomme sætte ord på torsdagens møder og Danmarks mulighed for at blive Tour-vært.

Danmark har tidligere afviklet de første etaper af Giro d'Italia. I 2012 var Giroen forbi Herning og Horsens.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik