Ekspert: Danmark er ikke hovedmål for terror

Et terrorangreb i Danmark vil blive bifaldet af terrorgrupper, men vi er ikke det primære mål, mener terrorforsker.

København er allerede én gang blevet ramt af et skudattentat, og fredag aften blev Nørreport Station i København evakueret på grund af mistanke om et muligt terrorangreb.

Men de store globale terrorgrupper retter sandsynligvis ikke deres fokus mod Danmark. Det skriver Søndagsavisen.

- Jeg tror ikke på, at der sidder ret mange terrorledere rundt ­om i verden, som selvstændigt målretter angreb mod Danmark. De har nok at se til i deres lokale områder, siger ekspert i internationale terrorgrupper Mona Sheikh til Søndagsavisen.

Hvis der skulle ske et terrorangreb i Danmark, er der dog mange terrorgrupper, som vil bifalde det, mener hun. Men det betyder ikke, at de aktivt og selvstændigt selv forbereder et angreb.

Danmark er en del af koalitionen mod Islamisk Stat og har deltaget aktivt i krige mod Taliban og indsatser mod al-Qaeda, men vi står stadig i baggrunden i forhold til især USA og også Frankrig.

- USA bliver opfattet som hovedfjende hos de fleste grupper. Og Frankrig oplever et særligt fokus med baggrund i deres skarpe sekularisering samt hele forløbet med Charlie Hebdo, siger Mona Sheikh til Søndagsavisen.

Hun forklarer, at Danmark oplevede et lignende fokus på grund af Muhammed-tegningerne i tiden efter 2006, men i dag - 10 år efter, at tegningerne blev trykt - er de rykket mere i baggrunden.

Det er dog ikke ensbetydende med, at Danmark ikke risikerer et terrorangreb. Gerningsmændene vil dog sandsynligvis have tilknytning til Danmark i forvejen.

- Jeg tror, at den primære trussel kommer fra personer, som selv har en tilknytning til Danmark. Personer, som af egen drift ønsker at udøve terror. Så kan det godt være, at de på en eller anden måde får hjælp eller moralsk støtte fra for eksempel Islamisk Stat, men initiativet vil sandsynligvis komme fra dem selv, siger Mona Sheikh til Søndagsavisen.

Hun forklarer, at man ikke er medlem af Islamisk Stat 'på samme måde, som man er medlem af et fitnesscenter'. Det foregår i højere grad ved, at man blot sympatiserer med dem og føler sig på linje med dem.

- Vi har grupper herhjemme, som abonnerer på terrorgruppernes opfattelse af, at der er krig mellem den vestlige verden og den islamiske verden. Det er personer, som måske er vrede over den meget aktive udenrigspolitiske rolle, som Danmark har spillet side om side med USA. Eller de er vrede over den hårde linje i udlændingepolitikken, siger Mona Sheikh til Søndagsavisen.

PET har netop hævet trusselsniveauet i Danmark. Det sker efter terrorangrebet i Paris sidste lørdag. Angrebet kostede 130 mennesker livet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik