17-årig knivdræbt begravet i Hillerød

Familie og venner sagde lørdag formiddag et sidste farvel til den 17-årige Mads Skjoldsøge, der blev knivdræbt i et frikvarter i en gangtunnel tæt ved Hillerød Handelsskole.

Fra Ullerød Kirke blev Mads Skjoldsøge sendt ud på sin sidste rejse omgivet af sin familie og sine venner. Flere af de mange fremmødte i kirken måtte holde om og støtte hinanden, mens den hvide kiste blev båret ud. Det skriver BT, der var til stede ved begravelsen.

Tidligere på ugen havde Mads Skjoldsøges familie indrykket en annonce i Hillerød Posten, hvor de gjorde opmærksom på begravelsen.

"Vores allesammens elskede Madser. På et splitsekund taget fra os," stod der i dødsannoncen, der havde 'Mor, Michael, Mie, Sara , Kasper, Far, Dorte og Søren' som afsendere.

I et frikvarter i sidste uge blev Mads Skjoldsøge opsøgt af tre unge mænd. De overtalte den unge handelsskoleelev til at følge efter dem, og da drengene var kommet uden for skolens område, trak en 16-årig ifølge sigtelsen en kniv og stak Mads Skjoldsøge i hjertet i en tunnel tæt ved skolen. Handelsskoleeleven døde kort efter af sine kvæstelser.

Den 16-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Hele episoden skyldes angiveligt et skænderi mellem Mads Skjoldsøge og den 16-årige, der havde fundet sted til en fest nogle dage før drabet. De oplysninger er dog endnu ikke bekræftet af politiet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik