Regions-direktør tjener mere end statsminister

Den øverste direktør for Region Hovedstaden tjener 40.000 mere om måneden end landets statsminister.

Region Hovedstadens øverste direktør, Hjalte Aaberg, tjener 40.000 mere om måneden end landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen. Det viser opgørelser over direktørlønninger i landets fem regioner, som metroxpress har fået aktindsigt i.

Opgørelserne viser, at det generelt bedre kan betale sig at sidde i spidsen for en region end at styre landet. Således tjener 14 topdirektører mere end Lars Løkkes statsministerløn, der ifølge hans eget ministerium ligger på 122.000 kroner om måneden - før skat og uden pension.

Det kommer i den grad bag på formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

- Det lyder vildt, at de får mere end vores statsminister. Der er altså forskel på, om man styrer en region eller vores land, siger Liselott Blixt til metroxpress.

Hun hæfter sig samtidig ved, at man i eksempelvis Region Hovedstaden vil spare et trecifret millionbeløb på sygehusene.

- Det kunne være, man skulle effektivisere noget mere på direktørgangene i stedet for. Man får i hvert fald fornemmelsen af, at de her lønninger er noget, man godt kan kigge nærmere på, siger hun til metroxpress.

Pelle Dragsted, finansordfører hos Enhedslisten, er enig.

- Det er en fuldstændig vanvittig udvikling, vi ser i offentligt chefers lønninger. Mens de øvrige offentlige ansatte har spændt livremmen ind, har man på cheflaget virkelig bare taget for sig af retterne, siger han til metroxpress.

Anders Kuhnäu, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, der forhandler direktørlønningerne, mener, at lønniveauet skal ses i lyset af regionernes størrelse.

- I den region, jeg selv er medlem af (Region Midtjylland, red.), har vi 25.000 ansatte. Det svarer til en virksomhed på størrelse med TDC, hvis vi kigger på omsætning. Og set i forhold til private virksomheder, er regionerne ikke lønførende, siger han til metroxpress.

Hjalte Aaberg fra Region Hovedstaden er den højest betalte i regionsregi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik