Hjemløse praksis måske ulovlig

Gadejuristen vurderer at Helsingør bør genoverveje om de vil bede hjemløse om at aflevere kasse-bonner for at dokumentere deres tilhørsforhold til kommunen

I Helsingør er hjemløse blevet bedt om at dokumentere, at de har opholdt sig i kommunen ved at fremvise boner fra deres indkøb og kontoudtog fra deres bank. Ellers vil kommunen tilbageholde deres kontanthjælp.

Borgerservice og borgmester Benedikte Kiær, Konservative, henviser til CPR-lovgivningens bestemmelser, men det hænger ikke sammen, mener jurister fra den frivillige organisation Gadejuristen.

- Det er mere end svært at få øje på steder i lovgivningen, der understøtter et sådant krav, og os bekendt er det da heller ikke nogensinde indgået som et lovligt kriterium ved klageinstanserne, siger Nanna W. Gotfredsen, leder og medstifter af Gadejuristen, til Frederiksborg Amts Avis, fredag.

Læs "Kommune til hjemløse: tage bonnerne med", her.

Når Ankestyrelsen bestemmer hvilken opholdskommune en hjemløs hører til ud fra folkeregistreringen. Men i sidste ende vejer de faktiske forhold tungere, blandt andet den hjemløses egne oplysninger om, hvor vedkommende har opholdt sig.

Afgørelsen tages også ud fra hvilket sted den hjemløse sidst var i kontakt med offentlige myndigheder for at få hjælp, hvilken kommune der sidst har udbetalt hjælp gennem længere tid og hvilken kommune, der senest har udarbejdet eller tilbudt udarbejdelse af en handleplan.

Men i Gadejuristen har man aldrig oplevet, at opholdskommunen er blevet bestemt af, hvor man har købt ind.

- Derudover beviser kontoudtog og kasseboner jo ingenting udover, hvor man lige handler. Og man må jo også gerne vælge at gøre sine indkøb i nabokommunen - også som hjemløs kontanthjælpsmodtager, siger Nanna W. Gotfredsen.

Gadejuristen vurderer at kravet om fremlæggelse af kontoudtog og kasseboner er i strid med, at en myndighed ikke må pålægge sine borgere større byrder end nødvendigt.

- Det gælder for al offentlig forvaltning, og det burde kommunen genoverveje i denne sag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik