Ferietrafik: Her bliver der travlt

Skal du på efterårsferie? Her er lidt relevant information fra Vejdirektoratet.

Lørdag den 10. oktober bliver den helt store rejsedag, men allerede i dag, fredag, bør man forvente et større pres på visse motorveje. Sådan lyder meldingen fra Vejdirektoratet op til efterårsferien.

Fra fredag omkring klokken 14 vil den første rejsetrafik blande sig med myldretidstrafikken og lægge et ekstraordinært stort pres på især motorvejene ud af de store byer - i særdeleshed Køge Bugt Motorvejen, lyder det fra Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet forventer, at især Køge Bugt Motorvejen, Vestmotorvejen, Fynske Motorvej, Østjyske Motorvej og Midtjyske Motorvej vil opleve meget trafik mellem landsdelene på de store rejselørdage i efterårsferien.

Det forventes dog også, at mange vil benytte Holbækmotorvejen og rute 21, som forbinder Sjælland og Jylland via færgeruterne ved Sjællands Odde.

Den mest trafikerede danske motorvej - nemlig Køge Bugt Motorvejen - har fået et mærkbart kapacitetsløft med fire spor i begge retninger mellem Ishøj og Solrød. Strækningen står nu færdig med ny asfalt og bedre fremkommelighed.

Vejdirektoratet oplyser, at der dog stadig arbejdes på de sidste cirka 5 km mellem Solrød og Køge. Her skal man køre forsigtigt, lyder rådet. Hastighedsbegrænsning, smalle spor og byggeaktivitet på eller tæt på kørebanen er nemlig vilkårene på strækningen helt frem til 2017.

Slutteligt opfordrer Vejdirektoratet alle dem, der skal til Kulturnat i København fredag, til at lade bilen stå og gå.

Kulturnatten trækker nemlig rigtig mange mennesker til hovedstaden i timerne mellem klokken 16 og midnat. Alle, der har købt et Kulturnat-pas, kan benytte den offentlige transport gratis i hele hovedstadsområdet, og det er en rigtig god grund til at lade bilen blive hjemme eller parkere den uden for København fredag aften, lyder det fra Vejdirektoratet.

Du kan læse hele prognosen for trafikken i efterårsferien fra Vejdirektoratet her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik