POWER: Nabokrig i nyt megacenter

Der er udbrudt nabokrig i det nye megacenter BIG i Herlev. Butikkerne skulle åbne om en måned med en stor, fælles åbningsfest, men nu åbner elektronikkæden Power allerede i morgen - helt alene.

I Herlevs nye megacenter BIG arbejdes der på at gøre centeret klar til åbningen om en måned.

Men elektronikkæden Powers butik er stort set færdig - så de slår dørene op allerede i morgen og holder åbnmingsfest - helt alene.

Men det er ikke noget der faldet i god jord hos naboerne.

- Det synes vi er helt uacceptabelt og det har vi også meddelt dem, siger Kim Lautrup, partner, NPV til TV 2 Lorry.

Sammen med centerets i alt 28 butikker havde centerets udlejer, NPV, planlagt en fælles åbningsfest den 31. oktober.

Men nu ligger de første kunder altså allerede i kø til Power.

- Der har været en rigtig positiv dialog omkring det, så derfor overrasker det mig meget, at det er endt sådan her, siger Kim Lautrup, partner, NPV til TV 2 Lorry.

Kim Lautrup fik nemlig først beskeden i går aftes - gennem medierne.

- Vi har et tæt samarbejde med Power og vi synes selvfølgelig ikke, at det er i orden, de vælger ikke at orientere os og involvere os i det.

Men der står altså intet i Powers kontrakt om, at man ikke må åbne før tid.

- Det er jo klart, det er lidt frækt, det vi gør, og vi har en konkurrent her i centeret. Derfor er det meget følsomt at lægge ud med, hvornår man åbner og med hvilke tilbud, så det har vi valgt at holde for os selv. Og det har vi lov til, siger Powers administrerende direktør Jesper Boysen til TV 2 Lorry.

Power frygter heller ikke at træde nabobutikkerne over tæerne ved at lave sin egen åbningsfest.

- Jeg tror, der er rigtig, rigtig mange forretninger herude, der vil være glade for, at vi lige har taget det meste af trykket af, lyder det fra Jesper Boysen.

Fra centerudlejerens side kan man ikke gøre noget for at forhindre Powers forskudsgilde.

- Problemet er nok, at det ikke står, at de ikke må. Men når man har en aftale om, at man laver en fælles åbning, så forventer vi da, at man overholder sådan en aftale, slutter Kim Lautrup af.

Byggeriet af det nye megacenter har været undervejs siden april 2014.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik