Brøndby vil forlænge med stærk back

Brøndby vil meget gerne forlænge kontrakten med Riza Durmisi, når hans udløber om et år, siger sportsdirektør Troels Bech.

Brøndby vil gerne forlænge kontrakten med venstrebacken Riza Durmisi. Det fortæller Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, til Ritzau.

- Vi er rigtig glade for, at Riza er hos os, og vi vil gerne have, at han bliver endnu længere tid. Riza har udtrykt samme ønske, så vi går ind til den kommende periode med et gensidigt ønske, siger Troels Bech.

Riza Durmisi har for nylig gjort sig positivt bemærket på landsholdet, men i sommerens transfervindue herskede der tvivl om Riza Durmisis fremtid i Brøndby.

Det fik Brøndby til at hente Jesper Juelsgård hos nedrykkede Evian i Frankrig.

Riza Durmisi blev ikke solgt i transfervinduet. I stedet blev en anden venstreback, Patrick da Silva, sendt til Randers på en lejeaftale.

Dermed står kampen om spilletid på venstre back mellem Riza Durmisi og Jesper Juelsgård. Det glæder sportsdirektør Troels Bech.

- Jesper Juelsgård er også en god spiller, og tanken var, at han skulle ind, fordi der var så meget usikkerhed om Riza. Men nu er vi godt dækket ind, ligesom rigtige tophold skal være, siger Troels Bech til Ritzau.

21-årige Riza Durmisi har spillet tre kampe for landsholdet, mens 26-årige Jesper Juelsgård har spillet to landskampe.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik