28-årig sigtet for at ville dræbe ekskæreste

Politiet kræver en 28-årig mand varetægtsfængslet for at have udsat en tidligere kæreste for vold, som var så grov, at politiet betegner det som et drabsforsøg.

Det voldelige overfald fandt sted natten til lørdag i Hvidovre uden for København, oplyser anklager René Harrestrup, Københavns Vestegns Politi.

Der er ikke oplysninger om kvindens alder eller om, hvor slemt hun kom til skade. Men hun er mærket efter overfaldet.

- Kvinden bærer tydelige spor efter vold, siger René Harrestrup til Ritzau.

Om relationen mellem de to mennesker oplyser anklageren, at de ikke boede sammen, men at de tidligere har været kærester.

Ellers er det sparsomt med oplysninger om sagen, og et grundlovsforhør med den 28-årige i Retten i Glostrup søndag kommer formentlig til at foregå for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

- Vi vil bede om lukkede døre. Der er mange ting i sagen, som skal afklares. Derfor vil vi gerne holde kortene tæt til kroppen, siger René Harrestrup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik