Forældrepålægget skal bruges mere

Den radikale integrationsborgmester Ann-Mee Allerslev, slår nu til lyd for at benytte forældrepålægget over for religiøs radikalisering af unge.

Anna Mee Allerslev talte om "rendyrket højrepopulisme", da den socialdemokratiske integrations-minister Karen Hækkerup i foråret 2013 ville udbrede kendskabet til det såkaldte forældrepålæg med en 'task-force'.

Dengang var meningen at kommunerne skulle have et bedre kendskab til et tilbud, som usamarbejdsvillige forældre til udsatte børn og unge ikke kunne afslå: få styr på dit barns problemer, ellers kan vi standse børnepengene.

Nu er forældrepålægget igen på dagsordenen - denne gang som våben mod forældre, der radikaliserer deres børn.

-Langt de fleste mennesker reagerer på økonomi, og pålægget får først konsekvenser, når man ikke samarbejder. Det er min opfattelse, at forældrepålægget kan sparke døren ind til de her familier, sagde Ann Mee Allerslev til Berlingske fredag.

Men Dansk Socialrådgiverforening kritiserer borgmesterens melding.

- Vi har kunnet bruge forældrepålæg i en årrække, og brugen er meget minimal, og når den er det, skyldes det, at det ikke er et specielt brugbart redskab, siger socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau.

En evaluering fra Rambøll viste i 2011, at kun 26 kommuner havde meddelt forældrepålæg i 2010. Rambøll talte 97 sager, hvor kommunen har meddelt forældrepålæg - heraf 37 sager, hvor der har været iværksat stop i ydelsen.

Hovedkonklusionen lød, at forældrepålægget benyttes meget lidt i kommunerne.

Integrationsborgmesteren siger, at der foreligger "en helt ny situation".

-Jeg har en mistanke om, at redskabet forældrepålæg ikke bruges tilstrækkeligt. Det er ikke en indirekte kritik af, at vores sagsbehandlere ikke er gode nok. Det er udtryk for, at vi har en ny situation med radikaliserings-sager, som det er svært for os alle sammen at håndtere. Vi er nødt til at forholde os til det politisk, siger Anna Mee Allerslev.

- Men da Karen Hækkerup i sin tid ville øge kendskabet til forældrepålæg, kaldte du det højreorienteret populisme. Hvad er forskellen på dig og Karen Hækkerup?

- Der er stor forskel på, om man som minister eller borgmester melder ud, at vi har fået et nyt etnisk proletariat, og nu skal det her redskab bare bruges på en bred gruppe af børn, når de pjækker. Jeg siger: Vi står i en ny situation og spørger om, der ikke her er et redskab, vi konkret kan bruge, så vi ikke ender i tvangsfjernelse eller radikalisering, siger den radikale borgmester.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik