Vejdirektoratet: Der kommer kø på Lyngbyvej

Bilister må fra næste uge væbne sig med ekstra tålmodighed på Lyngbyvej i København.

Vejdirektoratet starter i næste uge med at udvide Lyngbyvej i København. Det kan skabe kø i myldretiden, melder direktoratet i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratet vil udvide Lyngbyvej fra et til to kørespor over en strækning på cirka 350 meter. Det skal skabe bedre fremkommelighed for de trafikanter, der kører fra Helsingørmotorvejen/Lyngby Omfartsvej mod Motorring 3 i sydgående retning.

Samtidig laves cykelstien og fortovet syd for Ørnegårdsvej om til en delt sti med en samlet bredde på 2,5 meter.

Som følge af vejarbejdet må de trafikanter, der kører ad Lyngbyvej for at benytte motorvejsrampen mod Motorring 3 eller rampen mod Lyngby via rundkørslen ved Vintappersøen, bevæbne sig med ekstra tålmodighed, melder Vejdirektoratet.

Vejarbejdet begynder mandag den 10. august med udvidelse af kørebanearealet på den bro, der fører over Motorring 3.

Vejarbejderne på selve Lyngbyvej syd for Ørnegårdsvej forventes at starte op i slutningen af august.

Alt vejarbejde forventes at være afsluttet ved udgangen af oktober, skriver Vejdirektoratet i pressemeddelelsen.

Som en del af vejarbejdet vil der blive lagt ny asfaltbelægning på Lyngbyvej i nordgående retning.

Der vil blive arbejdet i dagtimerne, og 'trafikanterne må forvente længere rejsetid i myldretiden. Der vil også være risiko for kødannelse på Helsingørmotorvejen.'

Når vejarbejder syd for Ørnegårdsvej starter, vil cyklister og gående blive ledt ad en alternativ rute via DONG's parkeringsplads.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik