Kina: Charterfolket flyver direkte til København

København bliver første stop for flere tusinde kinesiske charterturister i efteråret. Turistbranchen jubler.

Fra efteråret kan kinesiske charterturister sætte sig på et direkte fly fra Hangzhou og Beijing i Kina til København.

I september og oktober vil selskabet Beijing Capital Airlines flyve knap 3500 kinesiske chartergæster fra de kinesiske storbyer til København.

Hvis rejserne bliver en succes, håber Københavns Lufthavn, at endnu flere kinesiske turister vil følge efter.

- Ligesom danskere ofte flyver med SAS til Kina, fordi de kender selskabet, så foretrækker kinesere i endnu højere grad at flyve med kinesiske selskaber, siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard, Københavns Lufthavne, i en pressemeddelelse.

- Nu har vi fået hul igennem til det kinesiske chartermarked, så forhåbentlig vil der følge mere efter, tilføjer han.

De fleste af passagerne vil være kinesiske turister, som typisk skal være i Danmark to til tre dage og herefter på bustur rundt i Skandinavien, oplyser lufthavnen.

Hos VisitDenmark siger administrerende direktør Jan Olsen, at flyruter uden stop på vejen netop kan være med til at give den kinesiske turisme i Danmark et skub.

- Direkte flyruter er helt afgørende for, at vi får flere kinesiske turister til Danmark. Jo flere, der kommer, desto mere let tilgængeligt bliver Danmark. Kinesiske turister er ligesom amerikanerne - hvis det er for besværligt at komme her til, så gider de ikke.

Wonderful Copenhagen har store forventninger til den nye kinesiske charterforbindelse, som med den direkte forbindelse til millionbyen Hangzhou åbner et nyt geografisk område af Kina for København, siger markedsudviklingschef Signe Jungersted.

- Samtidig sikres også yderligere forbindelse til Beijing i en periode med høj kinesisk rejseaktivitet på grund af den nationale ferieuge - Golden Week, der indledes med Kinas nationaldag den 1. oktober, tilføjer hun.

Ifølge VisitDenmark overnattede kinesiske turister knap 161.000 gange i Danmark i 2014. Til sammenligning lød det samlede antal overnatninger fra udenlandske turister på 23 millioner, hvoraf tyske turister alene stod for omkring halvdelen.

- Antallet af kinesiske turister er steget de seneste år, men Kina er fortsat et forholdsvist lille marked, siger Jan Olsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik