Flere smittet med listeria i hovedstadsområdet

En person er død og tre andre er blevet konstateret syge af den potentielt livsfarlige bakterie listeria. Flere er fra hovedstadsområdet.

En person er død og tre personer er konstateret syge med en type listeria, som er fundet på fiskevirksomheden Hjerting Laks. Flere af de sygdomsramte bor i hovedstadsområdet, oplyser Statens Serum Institut til TV 2 Lorry.

- Det er et mindre udbrud, og det er ikke noget, vi forventer spreder sig. Vi kan dog ikke udelukke, at der kommer flere tilfælde, siger Tyra Grove Krause, der er overlæge i Statens Serum Institut, til TV 2 Lorry.

- Det er selvfølgelig trist, når nogen dør, men vi ved, at 25 procent af dem, der bliver smittet med listeria, dør af det. Alle fire, der er blevet smittet med listeria, er ældre mennesker med underliggende sygdomme, siger Tyra Grove Krause til TV 2 Lorry.

Statens Serum Institut ønsker ikke at oplyse, om den afdøde boede i hovedstadsområdet.

Virksomheden Hjerting Laks blev også sidste år sat i forbindelse med et mindre udbrud af listeria med samme bakterietype.

- Som forbruger skal man huske på, at man risikerer, at antallet af listeriabakterier vokser til et farligt niveau, hvis man ikke håndterer fiskeprodukterne korrekt. Derfor vil vi minde forbrugerne om at følge Fødevarestyrelsens råd om god køkkenhygiejne, siger sektionsleder Annette Perge fra Fødevarestyrelsen og fortsætter:

- Man bør fx sørge for at lægge fiskeprodukter på køl ved 5 grader, smide mad ud der har overskredet "Sidste anvendelsesdato" og huske, at når emballagen er åbnet, holder produkterne kun få dage på køl.

I Danmark bliver der årligt registreret omkring 50 sygdomstilfælde på grund af listeriabakterier, men i 2009 og i 2014 var der 90-100 på grund af større udbrud, oplyser Fødevarestyrelsen.

I år er der indtil videre registreret 25 tilfælde. Det er overvejende

personer, som er svækkede i forvejen, som bliver syge af listeria.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik