Kvist: Kommer ikke hjem for at sidde på bænken

William Kvist er tilbage i FCK, og han vil i startopstillingen. Det vil tage omkring 10 kampe, vurderer han.

FC København overraskede fodbolddanmark, da holdet forleden hentede William Kvist hjem efter fire år i udlandet.

Den tidligere anfører fik søndag aften comeback for københavnerne, da han blev skiftet ind og fik hele anden halvleg i 2-1-sejren i Esbjerg.

Der er hård konkurrence på den centrale midtbane i FC København, hvor de to profiler Thomas Delaney og Daniel Amartey spiller. Landsholdsspilleren er dog overbevist om, at han kan arbejde sig i startopstillingen.

- Jeg er ikke kommet hjem for at sidde på bænken. Jeg er sikker på, at når jeg er i topform, så kommer jeg ikke til at sidde på bænken.

- Jeg skal ind og bidrage, og så skal jeg spille en masse kampe, siger William Kvist.

Den 30-årige midtbanespiller erkender dog, at topformen skal bygges op over tid.

- For mig gælder det om at få nogle minutter nu her. Jeg har spillet to landskampe, og ellers har jeg ikke spillet siden april, hvor jeg fik otte kampe, og ellers var inde i en periode med skader og mange afbræk.

- Alle inden for fodbold ved, at det vil tage lidt tid, før det hele lige fungerer igen, og inden rytmen sidder der, siger William Kvist.

På den korte bane har den tidligere FC København-anfører et mål om 10 kampe.

- For mig handler det om at få 10 kampe nu her. Forleden spillede jeg en reserveholdskamp, og jeg fik 45 minutter mod Esbjerg, så det handler om at bygge det stille og roligt op.

- Men jeg vil selvfølgelig gerne bidrage hurtigst muligt, og det kan være, det kommer i næste uge eller i næste uge igen. Nu må vi se, siger William Kvist.

William Kvist har - siden han forlod FC København i 2011 - spillet for tyske Stuttgart samt engelske Fulham og Wigan. Han har fået en femårig kontrakt i FC København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik