Far dømt efter kvælningsvold mod nyfødt

30-årig mand fra Værløse overvejer, om han vil anke dom for grov vold mod nyfødt datter.

En 30-årig mand skal på ubestemt tid opholde sig på en psykiatrisk afdeling, efter at han i flere tilfælde har udsat sin nyfødte datter for grov vold. Det har Retten i Lyngby bestemt tirsdag.

Manden er idømt en såkaldt anbringelsesdom uden fastsættelse af længstetid.

Det er mandens mentale tilstand, som gør, at han ikke kan straffes med en almindelig fængselsstraf.

Sagens offer, en lille pige, blev født den 25. februar, og allerede to dage efter begyndte farens overgreb mod det lille barn.

I perioden fra 27. februar til 2. marts holdt faren en pude over pigens ansigt, og flere gange holdt han sin hånd over pigens næse og mund.

Anklagemyndigheden havde i første omgang vurderet, at mandens forbrydelse var så grov, at den burde takseres som drabsforsøg.

Men i juni fastslog retten, at der alene var grundlag for at dømme manden for straffelovens bestemmelse om grov vold.

Anklager Christina Schønsted fra Nordsjællands Politi oplyser til Ritzau, at manden nu overvejer, om dommen skal ankes til Østre Landsret.

Faktisk var manden tæt på at få en mildere dom ved tirsdagens domsafsigelse.

- Det var ikke en enig domsmandsret. Der var dissens. Et af rettens tre medlemmer ville dømme manden til behandling, fortæller Christina Schønsted.

En behandlingsdom anses for at være mildere end en anbringelsesdom, da betingelserne for at blive udskrevet er mere lempelige.

Vælger manden at anke dommen, risikerer han dog, at anklagemyndigheden også anker i forsøget på at få ham dømt for den oprindelige tiltale for drabsforsøg.

Anklagemyndigheden kan også af egen drift vælge at anke dommen. Det er op til Statsadvokaten i København at afgøre.

Det er dog næppe sandsynligt, da en anbringelsesdom formentlig også havde været anklagemyndighedens strafpåstand, hvis retten havde takseret mandens forbrydelser som drabsforsøg.

Ud over overgrebene mod sin nyfødte datter er manden dømt for vold mod sin kone.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik