FV15 Vælgere afvist i Roskilde

Flere vælgere i Roskilde blev i går afvist, da de ville brevstemme på byens bibliotek.

Kommunens hjemmeside oplyste ellers at det var en mulighed - helt frem til klokken 19.00.

Men på Roskilde bibliotek kunne man kun brevstemme til kl. 15.00, viste det sig , da vælgerne dukkede op.

Flere kom for sent - der iblandt Margith Steensgaard, der ikke kan stemme i morgen, torsdag, fordi hun skal møde op til indlæggelse og operation på Rigshospitalet i København kl. 8.00.

Margith Steensgaard havde ringet til kommunens Borgerservice og der fået at vide, at valgstedet for brevstemmer på Roskilde bibliotek var åbent til kl. 19.00

Men da hun mødte op kl. 17.00 var det ikke muligt at brevstemme mere. Kommunen selv havde altså givet forkerte oplysninger.

- Jeg blev vred og rasende. Og sagde at det sidste ord i denne sag ikke var sagt, siger hun til TV 2 Lorry.

Margith Steensgaard fik personalet på biblioteket til at bringe hende i kontakt med chefen for Borgerservice i Roskilde Mogens Vestergaard.

Han forsøgte at løse problemet, men valgsekretæren i kommunen afviste at åbne stemmeurnerne igen.

- Afstemningen er slut. Hvis vi tager en stemme mere ind, så skal vi til at lukke alt op og nye afstemninger skal laves, siger Mogens Vestergaard.

Margith Steensgaard har nu ikke mulighed for at bruge sin stemme ved dette valg.

- Det er et demokratisk problem og Margith Steensgaard er i en dårlig situation, det beklager vi meget. Vi tager jo valghandlingen alvorligt, siger Borgerservice-chef Mogens Vestergaard.

Men Margith Steensgaard føler ikke kommunen tager hendes demokratiske rettigheder alvorligt: - Hver eneste stemme tæller. Også min. Nu bliver det en sofa-stemme, det er jeg vred over.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik