Biljagt ender med skud og uheld ved Mjølnerparken

To grupperinger stødte onsdag aften sammen i København, og et skud blev affyret. Ingen er dog ramt.

Flere personer i to biler stødte onsdag aften sammen ved Mjølnerparken i Københavns nordvestkvarter, hvor der blev affyret skud, og en bil bragede ind i et pizzeria.

To sorte biler var involveret i en biljagt fra Tuborgvej og ind ad Tagensvej.

- Ved Bispebjerg Station standser de op. Nogle personer stiger ud af bilerne, og det kommer til tumult, siger vicepolitiinspektør Rasmus Skovsgaard til Ritzau.

På et tidspunkt kører den ene bil fra stedet, og en person fra den anden bil affyrer et skud mod den. Ingen er dog ramt af skuddet.

Bilen, der blev skudt efter, kører med stor hastighed ind ad Tagensvej, men det går galt, og den kører ind i facaden ved et pizzeria. De fem personer i bilen flygter til fods i retning mod Slangerupgade.

- Den anden bil kører ind i Mjølnerparken, hvor vi har fundet og sikret den, siger Rasmus Skovsgaard.

Politiet har ved 20.30-tiden endnu ikke anholdt nogen i forbindelse med episoden.

- Nej, det har vi ikke, men vi leder med lys og lygte, forsikrer vicepolitiinspektøren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik