Knap et døgn efter et dødeligt knivstikkeri på Nørrebro i København oplyser politiet nu, at den dræbte er en 19-årig mand ved navn Andres Vo Riis. Tidligere hed han Hamza Samsam.
De pårørende er underrettet og er gået med til, at identiteten på den døde offentliggøres, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes
Den 19-årige blev omkring klokken 17.40 stukket flere gange med kniv og afgik senere ved døden på Rigshospitalet.
- Efterforskningen peger lige nu på, at der er opstået et slagsmål i krydset mellem Guldbergsgade og Møllegade, hvilket førte til knivstikkeri, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.
På nuværende tidspunkt er det ikke klarlagt, hvorfor slagsmålet opstod, og hvad motivet til knivstikkeriet i øvrigt kan være. Politiet efterlyser i den forbindelse vidner i sagen.
Tidligere oplyste politiet, at den 19-årige blev samlet op af en privatbil i Guldbergsgade og bragt til hospitalet. Klokken 20.48 var han død.
Internetmediet syrienblog.dk, der holder øje med danske Syrien-krigere, skriver, at den dræbte har været i Syrien, hvor han har været tilknyttet Islamisk Stat i Raqqa.
Flere medier skriver desuden, at den dræbtes bror er en kendt Syrien-kriger, der i 2013 stod åbent frem og fortalte, at han havde været i Syrien for at deltage i kampen mod landets diktator, Bashar al-Assad.
De oplysninger har politiet endnu ikke ønsket at kommentere.