Der forventes fuldt hus i de små gader i Korsbæk i dag kl. 14:00, når den officielle åbning af Korsbæk på Bakken finder sted.
For nu er det muligt for de besøgende at rejse tilbage i tiden og gå en tur i omgivelserne fra Lise Nørgaards klassiker Matador.
Oplevelsesmiljø og restauranter
Universet fra tv-serien danner rammen om den nye forlystelse.
Bakkens Korsbæk er ifølge Bakkens hjemmeside et oplevelsesmiljø med restauranter og underholdning.
Den lille by fra den folkekære tv-serie er et samarbejde mellem DR, som har rettighederne til den populære serie, forfatteren Lise Nørgaard og Bakkens største teltholder 'Torben Træsko,' som ejer Korsbæk på Bakken.
Tro mod Matador-universet
Bakkens Korsbæk er bygget op som en lang frontfacade med to gader og stræder samt en bagfacade. Det samlede areal er på 2.500 m2. De eksisterende bygninger blev revet ned i 2014 for at gøre plads til den omfattende og detaljerede genskabning af Korsbæk.
Bakken skriver i en pressemeddelelse, at man har tilstræbt ægthed helt ned i detaljen i forhold til den Matador-verden, som danskerne kender.
I Korsbæk på Bakken kan man spise på Jernbanerestauranten eller Restaurant Postgården. Man finder også Damernes Magasin, Korsbæk Bank og Grisehandlerens bondehus.