Skoleleder: Royal tur for tosprogede er en ikke-historie

Intet usædvanligt ved skoletur for tosprogede elever til dronningens fødselsdag, siger skoleleder fra Helsingør efter heftig debat.

- Der er ikke noget særligt ved, at man laver hold. Det skal vi ifølge folkeskolereformen. Det er en ganske almindelig praksis i skolen.

Sådan lyder det fra Kari Jørgensen, leder for skolerne i Helsingør Skoledistrikt. Udtalelsen kommer, efter at en skoletur for tosprogede elever til dronningens fødselsdag på Amalienborg har ført til massiv debat i pressen og på sociale medier.

- I medierne er det blevet fremstillet som om, at vi fravalgte alle andre end de tosprogede elever til ekskursionen. Det er en temmelig speciel vinkling. Ekskursionen var arrangereret i forbindelse med elevernes dansk som andetsprog-undervisning, siger Kari Jørgensen.

Hun mener, at historien, som stammer fra Helsingør Dagblad, men som vi også bragte på nettet her på TV2/Lorry, er 'en ikke-historie'.

- Det er heller ikke alle elever, der deltager i Ekstra Bladets skolefodboldturnering. Det er også kun elever, der har fransk som andet fremmedsprog, der kommer ind og ser en fransk film i biografen, siger Kari Jørgensen.

Den megen mediefokus på den royale ekskursion har fået nogle ret ubehagelige og uventede konsekvenser Skolen ved Gurrevej i Helsingør.

- Der har været nogle hårde udbrud på Facebook. Vi har også modtaget en meget voldsom mail, som vi har valgt at anmelde til politiet, siger Kari Jørgensen.

Hun understreger, at Skolen ved Gurrevej med den royale ekskursion blot har levet op til bestemmelserne i Undervisningsministeriet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik