Jødisk delikatessebutik udsat for hærværk

Copenhagen Kosher på Østerbro i København fik i nat skrevet skældsord på facaden og forsøgt smadret et vindue.

Kl. 03.00 i nat skrev ukendte gerningsmænd "Jødesvin" på butiksfacaden og forsøgte at smadre ruden hos den jødiske delikatessebutik Copenhagen Kosher på Lyngbyvej i København.

Glasruden er dog af en beskaffenhed, at den kunne modstå hærværket.

Københavns Politi har siden skudangrebene ved krudttønden og synagogen i Krystalgade lørdag den 14. februar skærpet sikkerheden ved jødiske institutioner og forretninger.

Også Copenhagen Kosher på Lyngbyvej.

Ifølge vores oplysninger, er det planen, at politiet frem til september skal fortsætte med de omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

Skældsordene er nu malet over og ruden nødtørftigt lappet.

På Københavns Rådhus finder socialdemokraterne det vanvittigt, at sådan hærværk igen finder sted.

Lars Aslan Rasmussen nu kræver en national handleplan mod antisemitisme.

- Vi har set så mange angreb på jøder i Vesteuropa, og i Danmark er der indenfor det seneste år blandt andet blevet opfordret til drab, været attentat på synagogen, underskriftindsamling mod jødiske journalister, hærværk mod den jødiske skole, og nu dette her. Det er på tide at vi laver en national handleplan mod antisemitisme, som desværre trives alt for godt i visse kredse, siger Lars Aslan Rasmussen, politisk ordfører for socialdemokraterne i borgerrepræsentationen

Han mener ikke, at problemerne bare kan løses med politiet alene.

- Vi er nødt til at erkende at der er et stort problem med antisemitisme. Vi ved allerede at mange jøder undgår at færdes mange steder i vores by, og den situation er helt uacceptabel. Mere politi er ikke hele løsningen. Det er bydende nødvendigt med en holdningsændring, og derfor skal der sættes ind med tiltag i skoler og institutioner, siger Lars Aslan Rasmussen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik