Stor risiko for mangel på arbejdskraft

Det økonomiske opsving får byggeledere og centrale aktører i de kommende års store anlægsarbejder på Sjælland og Lolland-Falster til at advare mod overophedning og massiv mangel på arbejdskraft, skriver Politiken mandag.

I Region Sjælland og Region Hovedstaden skal der i de kommende år bygges broer, motorveje, supersygehuse og en Femernforbindelse for mere end 100 milliarder kroner.

Set fra skrivebordet hos direktør for Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød, Henrik Schødts, blinker flere advarselslamper. Han frygter både, at det bliver svært at skaffe arbejdskraft, og at der ikke er nok entreprenører til at byde sig til, hvilket kan føre til for høje priser. Når gravemaskinerne går i jorden i Hillerød i 2017, vil der ifølge direktøren »være fuld beskæftigelse og mere til«.

»Og selv når du begynder at sondere i udlandet, er de udenlandske entreprenører også godt fyldt op«, siger Schødts til Politiken. Han efterlyser politiske drøftelser om, hvordan arbejdskraften kan skaffes.

»Politikerne er meget interesserede i, at vi skal skabe danske arbejdspladser. Men der er også en virkelighed, hvor tingene skal hænge sammen, og det har jeg svært ved at se i de kommende år. Så meget arbejdskraft er der ikke i Danmark«, siger han til Politiken.

Sydsjælland og Lolland-Falster har i årevis været præget af nedadgående økonomiske nøgletal, men også her begynder der at mangle faglært arbejdskraft inden for centrale sektorer. Femern Bælt A/S, der står for den faste forbindelse til Tyskland, har lige nu en stribe gigantiske anlægsprojekter i udbud til projektet, som skal stå færdigt i begyndelsen af 2020'erne.

Projektet ventes at resultere i ekstra arbejdskraft på op mod 28.500 såkaldte mandeår i Danmark. Ifølge direktør Stig Rømer Winther fra udviklingsselskabet Femern Belt Development har lokale entreprenører det sidste halve år »pebet« over problemer med at finde de rette folk.

»Selvfølgelig glæder det mig, at alle hænder er i gang. Min bekymring er, om vi kan risikere, at nogle af de store anlægsprojekter bliver forsinket alene af den grund, at der ikke er nok arbejdskraft«, siger han til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik