Dobbeltarbejde i børnesager

Et stigende antal underretninger om børn, der mistrives, har væltet børnebudgettet i Gribskov Kommune. Men en opgørelse fra kommunen viser, at næsten halvdelen af henvendelserne i 2014 drejede sig om børn, der allerede er oprettet en sag på. Det skriver Frederiksborg Amts Avis onsdag.

I alt tikkede der 591 underretninger om bekymring for børns trivsel ind hos kommunen i 2014, hvor 276 af børnene allerede var i systemet. Det kan ske, når der er grund til massiv bekymring for et barn, mener børneudvalgsformand Trine Egetved (K), der peger på, at administrationen er i gang med at undersøge, hvordan man kan undgå dobbeltarbejde.

- Alt bliver nu vendt og drejet, og måske skal vi være bedre til at orientere skoler og dagtilbud om det, hvis vi er i gang med undersøgelser om et barn, siger Trine Egetved til Frederiksborg Amts Avis.

Hos KL vurderer kontorchef i Social og Sundhed, Tina Wahl, at der godt kan gemme sig dobbeltunderretninger bag den generelle stigning i henvendelser om børn i mistrivsel på landsplan.

- Jeg ved ikke, om der gemmer sig mange dobbeltunderretninger bag stigningen, men der skal nok være nogle. Jeg ser det egentlig som positivt, at flere underetter, for så er sandsynligheden for, at vi hører om børnene, større. Og vi kan sagtens håndtere, at det samme barn bliver indberettet flere gange. Hellere to beskeder end ingen besked, siger Tina Wahl, der ikke tør sige, hvad det koster at skulle håndtere flere underretninger om samme barn.

- Men man skal lige nå at opdage, at der er en sag i forvejen, siger hun.

Hun peger på, at det stigende antal underretninger langsomt begynder at finde et fast leje.

Ankestyrelsen fører statistik over antallet af underretninger og er formentlig klar med tal senere i år, skriver Frederiksborg Amts Avis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik