Flere og flere hjemløse bliver overfaldet

Landsorganisationen for hjemløse opfordrer nu til, at man gør noget ved de mange overfald på hjemløse. Senest skete det lørdag morgen.

Overfald på hjemløse er desværre ikke en sjældenhed i København.

Sådan lyder det fra landsorganisationen for hjemløse efter episoden tidligt lørdag morgen, hvor en polsk hjemløs blev tæsket og smidt i vandet ved søerne i København.

"Lige så snart det er nogen, der er lidt usle eller usoignerede eller fulde eller skæve eller påvirkede, så skal vi trampe på dem i stedet for at stikke dem en hjælpende hånd," siger Steen Rosenquist, der i dag er næstformand i SAND, men har en fortid som hjemløs.

Københavns Politi anholdt kort efter episoden to 21-årige mænd, der er blevet sigtet for vold og varetægtsfængslet i 18 dage. Politiet bekræfter, at de modtager en del anmeldelser om overgreb på hjemløse.

"De er jo nogle lidt nemme ofre, fordi de ikke har nogen steder at være og derfor færdes de steder, hvor unge mennesker, og andre, der vil slås, de kommer," siger den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Kenneth Jensen.

Ifølge Steen Rosenquist betyder det stigende antal udenlandske hjemløse, at flere må løbe risikoen og overnatte på gaden.

"Vi fryser jo lige meget uanset hvilken nationalitet vi har og der skal også tages hensyn til alle. Men det giver et pres på gaden og det giver overbelægning på herbergerne."

Den polske mand slap med knubs og er udskrevet fra hospitalet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik