FC Nordsjælland køber islandsk midtbane i Norge

Gudmundur Thórarinsson er ny mand i FC Nordsjælland. Midtbanespilleren kan få debut i en træningskamp lørdag.

Superligaklubben FC Nordsjælland opruster på midtbanen, hvor klubben i løbet af vinterpausen har mistet Søren Christensen og Anders Christiansen. For at udfylde hullet på midtbanen har Farum-klubben hentet islandske Gudmundur Thórarinsson i norske Sarpsborg 08 på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2018.

FC Nordsjællands islandske træner, Ólafur Kristjánsson, har store forhåbninger til sin 22-årige landsmand, som kan udfylde mange pladser på banen.

- Det er en venstrebenet midtbanespiller, som kan spille 8'er, 10'er eller 6'er på sigt, når han lærer vores måde at spille på. Han er teknisk dygtig og meget villig til at lytte og lære.

- Han er en meget spændende spiller med et stort potentiale, som også kan give os nogle nye værktøjer på blandt andet dødbolde og spark fra distancen, siger cheftræneren i en pressemeddelelse.

Gudmundur Thórarinsson spillede fuld tid for det islandske U21-landshold, da holdet i efteråret mødte Danmarks ditto i to playoff-kampe til U21-EM. Derudover har Thórarinsson to A-landskampe på cv'et.

Midtbanespilleren glæder sig til opholdet hos superligaens nummer fem.

- Jeg har kun hørt godt om holdet og den måde, som klubben ønsker at spille fodbold på. Det passer godt til mig at være boldbesiddende og samtidig energisk i presspillet.

- Det handler om hele tiden at udvikle sig som spiller, og det er jeg helt overbevist om, at jeg vil gøre her i FC Nordsjælland. Klubben virker super professionel, og faciliteterne er i top, siger Thórarinsson.

Allerede lørdag kan det blive til en lyndebut for midtbanespilleren, når FC Nordsjælland møder IFK Göteborg i en træningskamp.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik