Systemfejl sendte digital post med forkerte tidsfrister

Masser af digital post sendt af sted med forkerte tidsfrister. Det er en grel fejl, siger kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen Morten Nejer-Warnich til Frederiksborg Amts Avis.

Et ukendt antal danskere har omkring jul og nytår i deres digitale postkasse modtaget post fra det offentlige med en fejlagtig tidsfrist.

Selve dokumentet fra kommunen, staten eller regionen har der ikke været noget galt med, men i et felt, som dukkede op, når man åbnede den digitale post, stod der påført en fejlagtig tidsfrist. Nogle modtagere fik en tidsfrist dags dato, andre et helt år frem.

- Fejlen er opstået i forbindelse med, at e-boks har rettet en række mindre fejl umiddelbart før jul, siger Morten Mejer-Warnich.

Først mandag den 5. januar blev Digitaliseringsstyrelsen opmærksom på problemets omfang, og natten til onsdag den 7. januar lukkede e-boks kortvarigt ned for den digitale post, mens man i et såkaldt servicevindue udbedrede fejlen.

Digitaliseringsstyrelsen skal nu sammen med e-boks i gang med en analyse af fejlen, og hvor mange, der er blevet ramt.

- Det her er en grel fejl, og det er også grunden til, at vi lavede et ekstraordinært servicevindue. Vi vurderer, at det er generende for en stor del af vores brugere, siger Morten Mejer-Warnich.

Selvom de fejlagtige tidsfrister nu er fjernet, kan det give problemer for borgere, som har set tidsfristen. I Hørsholm Kommune forventer man, at meget få borgere har været berørt af fejlen, men man er indstillet på, at der kan være gode grunde til, at nogle borgere tror, at man har en forlænget tidsfrist.

Det ændrer dog ikke ved, at man som udgangspunkt altid skal åbne sin post, forklarer centerchef for udvikling og digitalisering Lilse Svanholm Nielsen til Frederiksborg Amts Avis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik