Pas-kup fra rådhus forbliver uopklaret

Til trods for to års efterforskning og en sigtet i sagen har Nordsjællands Politi opgivet opklaringen af et storstilet indbrud på Hørsholm Rådhus, hvor omkring 80 personers pas, en håndfuld kørekort samt knap 50 blanke pas blev stjålet fra et skab og siden misbrugt til id-tyveri.

- Vi kan kun rejse tiltale for det, der kan bevises, derfor kan en straffesag ændre karakter undervejs, siger chefanklager ved Nordsjællands Politi Ida Sørensen til Frederiksborg Amts Avis.

Flere borgere, som havde haft pas eller kørekort liggende på rådhuset til fornyelse, fik deres personlige oplysninger misbrugt til køb af varer på nettet, ligesom flere pas er blevet brugt til ind- og udrejse af landet. Sagen vakte desuden politisk debat om kommuners håndtering af

borgernes personlige dokumenter.

- Det er ikke, fordi vi ikke har efterforsket, både herhjemme og i udlandet. Vi havde en begrundet mistanke, som også både by- og landsretten fandt begrundet. Men det er ikke nok til en tiltale, så det er blevet en væsentligt mindre sag, siger Kristine Scharling, anklager ved Nordsjællands Politi.

Det tegnede ellers anderledes, da politiet en martsmorgen sidste år anholdt en dengang 50-årig mand i en lejlighed i Kokkedal. Han har siden været sigtet for indbrud og tyveri, samt for hæleri og dokumentfalsk af særlig grov beskaffenhed.

Men nu har politiet opgivet de alvorligste anklager mod manden, som ifølge Frederiksborg Amts Avis' oplysninger udelukkende vil blive tiltalt for hæleri. Med hensyn til indbruddet på rådhuset, så har politiet ikke flere spor.

- Det er uopklaret. Det er klart, at hvis der dukker nye oplysninger op, vil man genoptage efterforskningen. Men dette var den sidste del af sagen, siger Kristine Scharling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik