24-årig i kritisk tilstand: Politiet efterlyser flugtbilist

Kort før klokken 12 fredag blev en fodgænger kørt ned i Rødovre. Nu efterlyser Københavns Vestegns Politi bil og fører, der flygtede fra stedet.

En fodgænger blev klokken 11.50 kørt ned ved krydset mellem Tårnvej og Slotherrensvej i Rødovre i dag.

Siden middagstid har Københavns Vestegns Politi  efterlyst fører og bil, der flygtede fra stedet efter påkørslen. Siden da er der kommet flere oplysninger frem om sagen.

- Det er en 24-årig mand, der er blevet ramt af bilen, siger kommunkationsansvarlig hos Københavns Vestegns Politi, Claus Buhr, til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Han er efterfølgende blevet bragt til hospitalet, og han er stadigvæk i kritisk tilstand.

Politiet har indhentet vidneberetninger fra mange mennesker, der så påkørslen. Fælles for dem er det, at bilen kørte i høj fart før og efter påkørslen.

- En række vinder så påkørslen, heriblandt ni børnehavebørn og to pædagoger. De blev også passeret af flugtbilisten i høj fart, siger Claus Buhr.

Flugtbilen beskrives som en mindre, sølvgrå bil med tydelige skader på fronten.

- Et vidne fortæller os, at bilen efter påkørslen fortsatte med smadret forrude og en stor bule i taget.

Bilen fortsatte i høj fart i sydlig retning mod Jyllingevej.

Københavns Vestegns Politi opfordrer nu borgere til at reagere, hvis de ser bilen, som har tydelige skader på fronten.

- Vi hører rigtig gerne fra borgere, som har set den her bil, siger Claus Buhr til TV 2 Lorry.

Politiet kan i denne sag kontaktes på 43861448.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik