Maskeret mand ville tvinge otte-årig pige ind i bil

Københavns Politi søger et par i 40'erne, der onsdag kom en otte-årig pige til undsætning i Holmbladsgade.

Københavns Politi vil meget gerne i kontakt med et par i 40'erne, som onsdag eftermiddag forhindrede, at en otte-årig pige blev bortført.

Episoden fandt sted ved 15-tiden i Holmbladsgade på Amager mellem nummer 22 og 34.

- Pigen har forklaret, at hun kommer gående, da en sort varebil standser ud for hende, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Henrik Vedel, til Ritzau.

En maskeret mand springer ud og griber fat i hende, og hun mener, at der kan være flere personer i varebilen.

- Men samtidig kommer en mand og en kvinde i 40'erne gående forbi. De siger til manden, at pigen vist hellere må følge med dem, siger efterforskningslederen.

Parret følger pigen hen til hendes opgang i nærheden, men går ikke med op.

- Hun er grådkvalt og meget rystet, da hun fortæller, hvad der er sket, fortæller Henrik Vedel.

Den rystede pige er onsdag aften ved at blive afhørt af politiet, som ikke ved, hvorfor manden prøvede at få pigen ind i varebilen.

- Men vi vil naturligvis meget gerne i kontakt med det par, der kom hende til undsætning, så vi kan få et bedre overblik over, hvad der er sket, forklarer Henrik Vedel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik