30-årig skal i fængsel for netpædofili mod 29 piger

En 30-årig er dømt for at ville voldtage 29 piger under 12 år efter at have krænket dem på internettet.

På en chatside for børn fik en 30-årig mand kontakt med 29 piger under 12 år, som han krænkede med seksuelle udtalelser og forsøgte at mødes med for at have samleje.

Manden fik kontakt til pigerne gennem chatsiden Moviestarplanet.dk, og han har tilstået de seksuelle krænkelser. Mandag idømte Københavns Byret ham 10 måneders fængsel samt et forbud mod at opsøge piger under 18 år via internettet.

Den 33-årige skal også betale 5000 kroner i tortgodtgørelse til en pige under 12 år, som han har krænket. Manden sendte nøgenfotos til pigen og formåede at få hende til at sende nøgenfotos til ham.

Anklager Jakob Buch-Jepsen er tilfreds med dommen, selvom han havde lagt op til en straf udmålt i år.

- Den (dommen, red.) er afbalanceret i forhold til forbrydelsens alvorlighed, kontra at det er på det tidlige forsøgsstadie, siger han til Ritzau.

Sagen er en såkaldt grooming-sag. Grooming er blandt andet, at en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn med intentionen om senere at begå overgreb mod barnet.

- Det er ikke så ofte, at vi ser det på sider, som henvender sig til børn mellem otte og 15 år. Men det kan give anledning til, at man får taget en snak med sine børn om det, siger Jakob Buch-Jepsen.

Det var i perioden 15. december 2013 til 6. maj 2014, at manden har taget kontakt til 29 forskellige piger under 12 år på Moviestarplanet.

Manden har erkendt, at han tog kontakt til pigerne med hensigt på at mødes med dem og have samleje. Men den 33-årige nåede aldrig så langt, før han blev anholdt i maj.

Ifølge straffeloven er der automatisk tale om voldtægt, hvis man har sex med et barn under 12 år, og han er derfor dømt for forsøg på voldtægt.

Manden blev anholdt, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse, som i første omgang blev behandlet af Rigspolitiets it-specialister, og som derefter blev givet til Københavns Politi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik