Der er tirsdag aften udbrudt brand i et rækkehus på Kolleruplund 60 i Vallensbæk Strand syd for København.
Branden udvikler røg, der er sundhedsskadelig ved indånding, og politiet har udsendt sirenevarsel. Det betyder, at folk i det berørte område skal gå ind, lukke døre og vinduer samt standse eventuel ventilation.
Advarslen gælder folk, der bor i området mellem Køge Bugt Motorvejen, Vallensbæk Torvevej, Strandesplanaden og Dyringparken.
Får man problemer med vejrtrækningen eller gener i luftvejene, skal man ringe 1813, oplyser Københavns Vestegns Politi i en beredskabsmeddelelse.