Flere blå blink på gaden

De seneste to år er antallet af ambulancekørsler steget markant i Region Hovedstaden. Det fremgår af et svar fra Region Hovedstadens Center for Sundhed på et politikerspørgsmål.

Hvor der i første halvår af 2012 var i alt 94.149 kørsler, så var tallet steget til 104.523 kørsler i de første seks måneder af 2014. Det er en stigning på 11 procent. Og det er de hastede kørsler, Kategori A og B, der er steget, mens de ikke-hastende udrykninger og transportopgaver er faldet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ser man alene på A-udrykningerne til de alvorligste, livs- eller førlighedstruende tilstande, så er de steget med 15 procent, fra 36.342 til 41.866 på to år.

B-udrykningerne, som ikke er til de alvorligste tilstande og som kan køres med eller uden blå blink, er i samme periode steget fra 39.383 til 48.461 eller 23 procent. Til gengæld er antallet af ikke hastende ambulanceopgaver og planlagte transportopgaver faldet fra 18.424 til 14.196.

Stigningen bekymrer dog ikke i Region Hovedstadens præhospitale beredskab, fortæller AMK-chef Jan Nørtved.

- Stigningen svarer til 21 udrykninger i døgnet eller én i timen, og den kommer efter at vi har overtaget visiteringen og sat sundhedsfagligt personale på opgaven, forklarer han.

Tidligere var det politiet eller Københavns Brandvæsen, der tog imod alarmopkald. Politiet tager stadig 112-telefonerne, men alle opkald der kræver ambulance stilles straks videre til regionens vagtcentral, hvor der sidder sundhedsfagligt personale, samtidig er Akuttelefonen 1813 blevet oprettet, og her ender en procent af alle opkald med, at der sendes en ambulance ud.

- Vi fanger nogle tilfælde, hvor borgeren ikke mener det er alvorligt nok til at ringe 112, men hvor en sygeplejerske eller læge vurderer, at der kan være tale om svage eller »diskrete« symptomer, på enten meningitis hos børn eller blodpropper i hjerte eller hjerne. Og der vil vi sende en ambulance, siger Jan Nørtved.

Endnu er tallene for ambulanceudrykninger ikke analyseret til bunds - og det er også normalbilledet, at antallet ambulancekørsler stiger - og at der er ændringer i fordelingen af kørsler

- Men både vi og Sundhedsstyrelsen er opmærksomme på, at en række tilstande tidligere har været underdiagnosticerede, siger Jan Nørtved.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik