Skybrud stopper varm mad til københavnske skolebørn

Tusindvis af københavnske skolebørn må undvære varm frokost et par dage på grund af vandskade efter skybrud.

Københavnske skoleelever, der er vant til at få serveret varm mad til frokost i skolen, må nok tage til takke med en flad madpakke hjemmefra de kommende dage.

Den københavnske skolemadordning Eat har fået oversvømmet køkkenet efter det voldsomme regnvejr i København. Det oplyser Eat i en mail til forældre og elever, der bruger madordningen.

- Vi må desværre aflyse EAT de næste par dage. Det skyldes, at køkkenet natten til søndag har fået vand i kælderen som følge af skybrud. Vi har i skrivende stund ikke overblik over, hvor lang tid der går, før vi har fået gjort rent. Men foreløbigt aflyses maden desværre mandag og tirsdag, lyder det.

Eats køkken ligger på Nørrebro i København.

Skolemadordningen leverer frokost og eftermiddagsmad til 37 københavnske skoler til de elever, der har bestilt og betalt maden i forvejen. Ifølge DR P4 København får omkring 5000 elever skolemad.

Københavnerne er søndag vågnet op til oversvømmelser mange steder, ligesom tog, metro og vandforsyning blandt andet er påvirket af skybruddet.

Natten til søndag faldt mellem 50 og 100 millimeter regn i Hovedstadsområdet over en periode på tre til seks timer. Enkelte steder var regnmængden på over 100 millimeter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik