Hjulmand: Vi er ikke reddet endnu

FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand føler sig ikke fri fra nedrykningsfaren efter nedturen hos Sønderjyske.

FC Nordsjælland har været inde i en god stime, men den fik en ende mandag eftermiddag, da træner Kasper Hjulmands mandskab tabte 1-3 hos bundproppen Sønderjyske.

Med nederlaget bliver FC Nordsjælland stående på 36 point på syvendepladsen. Dermed er der otte point ned til Sønderjyske under nedrykningsstregen med kun fem spillerunder tilbage.

- Vi er endnu ikke fri fra nedrykningsfaren. Der er sket mærkeligere ting i fodbold før. Samtidig har vi også muligheden for at avancere, og vi drømmer stadig om en europæisk plads, men vi skal til at score nogle flere mål, siger han.

Mens offensiven har haltet, så har defensiven været god. Blot ét mål var der gået ind hos FC Nordsjælland i de forrige fem kampe. Mandag scorede Sønderjyske tre gange, og så fik hjemmeholdet endda en scoring underkendt hårfint for offside.

- Vi lavede en kæmpe fejl ved det første mål, men deres mål nummer to på en dødbold er næsten det, som irriterer mig allermest. Det sidste var et kontramål, hvor vi satsede, forklarer Kasper Hjulmand.

- Vi havde en god periode i første halvleg, hvor vi burde være kommet foran. Det er meget vigtigt at komme foran mod Sønderjyske, og mens vi pressede på, så kom de på 1-0 på noget, som ikke en gang var en målchance, siger han.

Kasper Hjulmand glæder sig over, at tre af de sidste fem kampe er på hjemmebane. Søndag kommer FC København på besøg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik