Vi bruger cookies!

tv2lorry.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.tv2lorry.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

FCN-målmand går stenhårdt efter Buffons trøje
Foto: Lorry
 
Mere information

FCN-målmand går stenhårdt efter Buffons trøje

23-10-12 12.45 af Ritzau

SPORT |
Flere spillere på FCN's hold holder med Juventus. Målmand Jesper Hansen vil have Gianluigi Buffons trøje.

Når FC Nordsjælland i aften møder Juventus i Parken i Champions League-gruppespillet, er det ikke bare en stor kamp for Jesper Hansen. Kampen er den største i karrieren for FCN-målmanden, og det er der en særlig årsag til.

- Indtil videre er det den største kamp i min karriere, da jeg har Juventus som mit yndlingshold, siger Jesper Hansen.

- Jeg håber, at jeg kan få en trøje bagefter. Buffons trøje går jeg stenhårdt efter, siger målmanden med henvisning til Juventus' italienske landsholdsmålmand, Gianluigi Buffon.

En skadet Buffon måtte i sidste uge sidde over i VM-kvalifikationskampen mod Danmark og Serie A-topkampen mod Napoli, men han er med i truppen til kampen i Parken.

27-årige Jesper Hansen har længe set op til 34-årige Buffon, som fik debut i den italienske liga for Parma helt tilbage i 1995.

- Jeg beundrede Buffon, da jeg var yngre. Han kom til Juventus fra Parma, han kom på det italienske landshold, og jeg synes, han var en af verdens bedste målmænd.

- Jeg mener, at han udviser autoritet, og efter han er blevet ældre, synes jeg, at han udviser ro. Og så har han den italienske charme og arrogance, som jeg godt kan lide, siger Jesper Hansen.

FCN-målmanden er ikke den eneste Juventus-fan på holdet. Også offensivspilleren Mikkel Beckmann har en forkærlighed for det italienske mesterhold.

- Da jeg begyndte at holde meget af fodbold, var Juventus den første klub, jeg holdt med. Deres angriber Gianluca Vialli (i Juventus fra 1992-1996) var min favoritspiller, og jeg fulgte ham meget tæt, siger han.
- Jeg har et godt forhold til Juventus, og jeg har fulgt dem siden. Jeg er ikke så fanatisk som dengang, men det er stadig mit favorithold nummer et, siger Mikkel Beckmann.

Juventus har to point efter to kampe i gruppe E, mens FC Nordsjælland endnu er uden point.

Kampen i Parken begynder klokken 20.45.




Lounge - seneste