På bygninger, på mure og på bænke. På legepladser, på butiksfacader og på P-automater.
Graffiti ses overalt i hovedstaden - og ifølge den seneste rapport over det omtalte graffiti i København, der er fra juni måned, er der i gennemsnit registreret mere end et styk graffiti per meter på de udvalgte ruter i ti forskellige bydele, der flere gange årligt gennemses for den ulovlige spraymaling.
Der blev i juni sammenlagt optalt 13.644 såkaldte graffitiudtryk på de ti ruter, der hver er cirka én kilometer lang, og hvor graffitien optælles på begge sider af vejen. Det er et fald i forhold til april i år, hvor der blev talt godt 15.000 tilfælde af graffiti - men det vidner dog om, at graffitiproblematikken stadig ligger på et højt niveau i hovedstaden. I maj 2009 blev der eksempelvis talt ca. 10.000 udtryk på de ti udvalgte ruter.
Ifølge centerchef Claus Robl fra Københavns Kommunes Center for Renhold er enkelte bydele mere udsatte end andre.
»Vi ser det alle steder i større og mindre skala, men Nørrebro og Indre By er de klassiske graffitikvarterer, hvis man kan sige det sådan. Overordnet er der sket en udvikling i graffitiudtrykkene. Der bliver færre af de større vægmalerier, men til gengæld bliver der flere af de såkaldte »tags«, som er en form for signatur, hvor graffitimalerne afmærker deres territorium,« forklarer han.
I København har man i år valgt at samle indsatsen mod graffiti i et centralt sekretariat under miljø- og teknikforvaltningen, så opgaven med at afrense graffiti ikke længere er spredt ud på forskellige forvaltninger, afhængig af om graffitien sker i byens parker, på offentlige bygninger eller andet. Håbet er, at man derved kan »få mere for pengene«, fortæller Claus Robl.
Da Venstres Søren Pind var miljø- og teknikborgmester i hovedstaden fra midthalvfemserne og ti år frem, blev der kørt nultolerance - der blev sat massivt ind, og flere steder i byen blev graffitien reduceret markant. I 2009 lød der imidlertid andre toner fra Rådhuset, hvor flere, bl.a. den radikale borgmester, Klaus Bondam, argumenterede for et mere nuanceret syn på graffiti, hvor der skulle skelnes mellem hærværk og gadekunst. Der blev også talt for at anlægge flere steder, hvor der lovligt kunne males graffiti.
I dag ligger indsatsen et sted midt imellem, fortæller centerchef Claus Robl.
»Nogle steder tolererer vi intet graffiti. På muren mod Assistens Kirkegård eksempelvis kører vi daglig afrensning, og det lader til at have en præventiv effekt. Og så er der andre steder, hvor man prøver en differentieret graffitibekæmpelse og er i dialog med lokaludvalget og borgerne i området om, hvad man kan acceptere,« siger han.
Formand for Nørrebro Lokaludvalg, Kim Christensen (S), understreger, at det er vigtigt at holde fast i strategien om konsekvent reaktion på graffiti - også selv om det er dyrt.
»Mange forretninger og boligforeninger har private aftaler om afrensning, og det er vigtigt at holde fast i ordningerne, for hvis graffitien fjernes konsekvent og dagligt, så bliver det holdt nede. Lader man noget sidde på en butik eller ejendom, så går der ikke længe, før det er helt overmalet. Det kan man se ved en enkelt tur ned ad Nørrebrogade. Det koster penge, og det er irriterende, at det er nødvendigt, men det er det altså,« siger han.
Efterforskningen af graffitihærværk er meget svær, med mindre man fanger malerne på fersk gerning eller eksempelvis finder skabeloner til graffititags under ransagninger, erkender vicepolitiinspektør Tommy Laursen, der leder beredskabet og efterforskningen på Station Bellahøj.
Til gengæld har politiet adgang til en særlig database, hvor politiet, kommunen og DSB uploader digitale fotos af graffiti. Når politiet får fat i en graffitimaler, kan de derfor søge efter vedkommendes »tag« i databasen og finde andre sager frem - og det bliver brugt, når erstatningskravet skal udregnes.
»Hvis vi kan hæfte en person til et »tag«, som er placeret rigtig mange steder i byen, på kommunens bygninger, på S-tog, på andre bygninger, så lægger vi alt sammen, og så bliver det rigtig dyrt,« siger Tommy Laursen.
